Lokalpolitik

KL skal lave forslag til Greve-undersøgelse

Det bliver nu lagt i hænderne på Kommunernes Landsforening (KL) at finde ud af, hvordan undersøgelsen af borgmester René Milos (V) embedsførelse i Greve Kommune skal se ud.

Greve, torsdag /ritzau/ Det vedtog byrådet på et møde torsdag, hvor der også blev bevilget sygeorlov til Milo, og hvor partifællen Kai Nielsen blev indsat som borgmestervikar året ud. Den nye borgmester vil allerede fredag kontakte KL, der så skal udarbejde et kommissorium for undersøgelsen. Meningen er, at KL's forslag skal behandles på næste byrådsmøde den 21. oktober. Samtidig er også Tilsynsrådet for Roskilde Amt i gang med at undersøge sagen, der bl.a. omfatter handler mellem kommunen og Milos firma, Scandisplay, skattesnyd og anklager om bedrageri. Det hele blev vedtaget uden den sygemeldte René Milos tilstedeværelse, hvilket bekymrede flere i byrådet, der gerne vil have uddybet en række af de svar, som den omstridte borgmester har givet. - Det er selvfølgelig ærgerligt, at han (René Milo) ikke selv var til stede. Hans svar var langt fra uddybende nok, og der var også andre spørgsmål, som han slet ikke har besvaret. Derfor har vi også fået medsendt en række bemærkninger til Tilsynsrådet, siger den socialdemokratiske gruppeformand, Brian Hemmingsen, der bl.a. savner dokumentation for, at handlerne mellem Scandisplay og Greve Kommune foregik efter reglerne, og er utilfreds med, at René Milo i flere af sagerne har søgt at skyde skylden på administrationen. Også Borgerlistens enlige byrådsmedlem, Dan Bjerring, der har været en af René Milos hårdeste kritikere, var utilfreds med resultatet af torsdagens byrådsmøde. Han foreslog derfor, at der nedsættes en politisk følgegruppe, der skal følge de fortsatte undersøgelser. Det forslag bliver der imidlertid først taget stilling til, når KL's forslag til en undersøgelse er klart. /ritzau/