KL troværdig?

NYE OPGAVER: Det er skøn læsning, som er på dagsordenen til Kommunekontaktrådets (KKR's) næste møde i Nordjylland. Kommunernes Landsforening (KL) vil efter sigende konsekvent gennemhulle myterne om, hvordan kommunerne løser de nye opgaver, der skal overtages fra Regionerne. Ligeledes hedder det, at KL skal advare imod, at debatten bliver præget af holdninger til enkeltsager, der kommer til udtryk i pressen. KL erkender dog i omtalte dagsorden, at der er behov for at se på, hvordan det er gået på områder som hjerneskade og misbrug, som er blandt det, som kommunerne har trukket hjem fra regionerne. Måske er det en erkendelse af, at de enkelte kommuner ikke kan honorere kravene om høj faglig kvalitet i tilbuddene. Så spørger vi, betyder det, at KL fremover vil øge privatiseringen eller oprette tværkommunale konstruktioner på de nævnte specialområder? Borgmester Anny Winther fra Rebild Kommune er allerede i gang med at pynte på konkrete sociale hændelsesforløb, der vidner om mangelfulde kommunale indsatser. Det må dog være op til den enkelte at vurdere, hvor godt hun klarer dette. Samtidig kan man undre sig over, at KL nu tilsyneladende vil ud og bortforklare, de mange ubehagelige sagsforløb, som vi dagligt er vidner til rundt omkring i hele landet. Kan KL dokumentere bedre kvalitet, lavere omkostninger og mindre bureaukrati på det specialiserede område efter hjemtagningerne? Vi ser hellere, at uvildige laver en redegørelse. Hvor godt er det egentligt gået med de tværkommunale tilbud, som man har oprettet til at overtage de tidligere amtslige/regionale opgaver? Svaret blafrer i vinden sammen med KL's troværdighed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.