Klæder skaber glæder

Omkring 100 sække brugt tøj sorteres hver uge i Røde Korsbutikken

HJØRRING:Fem gange måtte Ole Pedersen og Jørgen Nielsen i mandags køre traileren tilbage til Røde Kors-butikken i Skolegade. Og derfor ligger der denne onsdag morgen over 100 sorte affaldssæke med brugt tøj fra de syv containere i byen. - I dag er vist noget nær rekord, mener Jette Christensen, der sammen med Thea Pedersen og de to mænd i et af lokalerne bag forretningen har travlt med at sortere alt tøjet. De har alle fire været med fra begyndelsen for 12 år siden og vil fortsætte, så længe de synes, det er sjovt. - Vi kan slet ikke undvære det sociale og skal da lige se, om der er kommet noget spændende, siger Jette Christensen, der tidligere selv købte masser af tøj i butikken. - Efter et stykke tid bliver man mættet, erkender hun og lægger en rød, silkeagtig jakke fra Yves Saint Laurent over i kassen med strygetøj. Dog ikke uden først at vise den frem til de andre på grund af mærket. Lige nu er tykke trøjer, pænt overtøj, buksesæt, broderier og godt sengetøj imidlertid det mest salgbare. Og en del af tøjet skal vaskes eller repareres, mens eksempelvis forrevne t-shirts og meget slidte og forvaskede joggingbukser ryger tilbage i en sort sæk. - Det sender vi så til Røde Kors' Storcenter i Herning, fortæller Gitte Rosendahl om overskudstøjet fra blandt andet Hjørring, der ender i en af verdens katastrofeområder eller som klude. Overskud Ifølge Gitte Rosendahl, der sammen med Jette Christensen og Birthe Sørensen udgør butikkens ledelse, er ikke alle Røde Kors-butikker i Danmark er så selvhjulpne som i Hjørring med egne containere. Mange butikker landet over får derfor tøj direkte fra lageret i Herning. Også Hjørring-butikken kan bestille tøj i Herning. - Hvis vi synes, vi mangler fem pelse eller noget selskabstøj som blikfang, kan vi bestille det. Men det er undtagelsen, afslører Gitte Rosendahl. - Det gjorde vi, da vi åbnede butikken her, fortsætter hun med henvisning til, at Røde Kors-butikken for fire måneder siden flyttede fra Østergade til Skolegade 2. Her har de 42 frivillige netop fejret 12 års fødselsdag med en lille sammenkomst, hvor en check på 100.000 kr. blev givet videre til amtskredsen. De 75.000 kr. går til Røde Kors' katastrofefond, mens resten bruges i Danmark. Gitte Rosendahl glæder sig sammen med de andre frivillige over, at kunderne er fulgt med over i den nye butik, og at omsætningen stadig stiger. - Folk er utroligt flinke til at betænke butikken med godt og brugbart genbrug som tøj, sko, legetøj og ting og sager. Udvalget er derfor stort, og vore kunder har mulighed for at gøre en god handel og samtidig støtte Røde Kors' hjælpearbejde, mener Gitte Rosendahl, der lægger vægt på, at butikken tager sig lys og venlig ud. - Vi skiller ting og tøj. Der skal ikke være for meget i butikken ad gangen, og der skal hele tiden være noget nyt, lyder filosofien. Flere hænder At Kirkens Korshær og Folkekirkens Nødhjælp lige i nærheden også har genbrugsbutikker, mener Gitte Rosendahl, er en fordel. - Mange mennesker kigger indenfor i alle tre butikker, når de alligevel er i området. Gitte Rosendahl er færdig med at sortere bamser og dukker fra biler og spil og må rydde bordet. Over middag overtager nørkledamerne nemlig lokalet bag butikken. - Hver onsdag eftermiddag mødes en gruppe kvinder for at fremstille tæpper, trøjer og kjoler til glæde og gavn for nødlidende børn verden over, siger Gitte Rosendahl med en opfordring. - Vi har altid brug for ekstra hænder, og hvis nogen har lyst til at hjælpe til med et eller andet er de meget velkomne til en snak i butikken.