EMNER

Klædt på for næsten ingen penge

Modeshow et populært indslag ved Indre Missions jubilæumsfest i Brovst

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ingolf Larsen, Brovst, frivillig hjælper, fulgte interesseret modeshow'et

Bliv klædt på til efteråret fra top til tå for under 200 kr. Det lyder som en dårlig vittighed. Men det kan sagtens lade sig gøre - hvis man vælger genbrugstøj. Ved Indre Missions jubilæumsfest i genbrugsbutikken i missionshuset i Brovst blev der vist masser af eksempler på hvordan man kan blive ekviperet til en beskeden pris. Lokale mannequiner gik på catwalk'en ved genbrugsmodeshow'et, som var jubilæumsfestens populæreste indslag. Udviklingskonsulent i Indre Missions Genbrug, Britta Mikkelsen, som har en fortid i en tøjforretning, var konferencier og fortalte om tøjet og priserne, mens mannequinerne gik rundt om hylderne med genbrugs-nips med baggrunds-jazz leveret af "Spirit of New Orleans". Formand for Indre Mission i Brovst, Inge Christiansen, var først på den røde løber, som udgjorde catwalk'en. Hun var iført bukser til 25 kr., en top til 35, sko til 25 og et tørklæde til en ti'er. Desuden havde hun en taske til 40 kr. Skulle hun udendørs, var der en vinterjakke til 45 kr. Altså fuldt påklædt for 175 kr. Der var klapsalver fra de fremmødte til de lokale mannequiner. Eigil Bjerg Mikkelsen, som er genbrugsleder i Indre Mission, fortæller, at genbrugsbutikkerne, er en væsentlig aktivitet i Indre Mission. På landsplan er der 34 butikker. - De omsætter for 11-12 mio. kr. og giver et overskud på omkring fem mio. kr. om året. Det er en væsenlig del af Indre Missions budget på 35 mio. kr., siger Eigil Bjerg Mikkelsen. - Men desuden er genbrugsbutikkerne et socialt netværk for omkring 650 frivillige hjælpere. Butikkerne har dermed en meget væsentlig social funktion, tilføjer han. Indre Mission fejrer i år 150 års jubilæum. Den første genbrugsbutik åbnede i 1988. Eigil Mikkelsen er meget begejstret for konstruktionen i Brovst, hvor det er lykkedes at beholde missionshus-bygningen og benytte det store lokale til gebrugsbutik, mens et mindre lokale bruges til IM-møderne. Ud over modeshow bød jubilæet bl.a. på konkurrencer, film og meget mere. - En god dag, siger Inge Christiansen.