Klædt på til konfirmation

Vordende konfirmander lavede smykker, skrev sange og så på tøj

Esben Heine
Christina Husted fra Brønderslev fik lagt make up af Natasja Schebye. Foto: Kurt bering
EMNER 21. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Konfirmationerne står for døren, og Brønderslev Kommunale Ungdomsskole havde fokuseret på netop konfirmation i et arrangement i ungdomshuset i Brønderslev. Der var mulighed for at lave smykker, og der blev instrueret i at skrive en sang. Der blev lagt make up, og præsenteret tøj. Det var Vera Moda og Basement, der præsenterede tøj til blå mandag. - Tøjet til konfirmationen har de fleste købt i januar, fortæller Natasja Schebye, der er leder af Serritslev Ungdomsklub. Natasja Schebye lærte de unge at lægge make-up. Hun fik hjælp af et par piger, der også kan. Christina Husted fra Brønderslev var én af de ca. 25 piger, der fik lagt make up. - Nu kan jeg selv, siger Christina Husted, der store bededag 4. maj skal konfirmeres i Brønderslev Kirke hos sognepræst Jens Fjendbo Jensen. - Jeg glæder mig meget til denne dag. Vi skal være 30 gæster i Brønderslev Hallen, fortæller Christina Husted. De fleste piger skal konfirmeres i hvid kjole eller flødefarvet. - Men der skal være et blåt tørklæde til at bryde det lyse, bemærker Christina Husted. Natasja Schebye fortæller, at der også kan bruges rødt tørklæde til at bryde. En halv snes unge havde travlt med at lave smykker. Det var Mette Jørgensen, der er leder af juniorklubben i Dronninglund, der instruerede i, hvordan man laver smykker af små perler. - Kun fantasien sætter grænser, bemærker Mette Jørgensen, der har en del erfaring i at lave smykker. Og pigerne fik mange ideer til, hvordan de kan lave smykker til den store dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...