EMNER

Klage over høje oliepriser

Oliepriserne udgør en trussel mod økonomisk vækst

Præsident Vladimir Putin var vært for G8 landenes finansministre og indbudte observatører. Foto: Victor Korotayev/Scanpix

Præsident Vladimir Putin var vært for G8 landenes finansministre og indbudte observatører. Foto: Victor Korotayev/Scanpix

MOSKVA: Finansministre fra otte af verdens rigeste lande advarer mod høje oliepriser, men mener alligevel, at der er gode udsigter for fortsat vækst i verdensøkonomien i år. Det fremgik af en fælleserklæring efter finansministrenes møde i Moskva lørdag. Samtidig anbefalede ministrene fremskridt i forhandlinger om øget frihandel og understregede, at markedsøkonomi er helt afgørende for væksten i den globale økonomi. - Generelt er væksten i verdensøkonomien velfunderet og ventes at fortsætte i 2006. Men der er risici, heriblandt stigende og svingende priser på olie, hedder det i fælleserklæringen. Efter mødet, der var det første G8-møde i Rusland, sagde den russiske finansminister, Aleksej Kudrin, at diskussionerne til tider havde været "stormfulde". Han nævnte dog ikke, hvilke emner der havde fået finansministrene til at hæve stemmen. Direktøren for den Internationale Valutafond, Rodrigo Rato, der også deltog, sagde, at de høje oliepriser tilsyneladende skyldes stigende efterspørgsel og problemer med forsyningssikkerheden, og at det er vigtigt i fremtiden at skabe stabil energiforsyning for at sikre væksten. G8-landene er USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada og Rusland. Med på mødet var desuden finansministre fra Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der er blandt de lande, der i øjeblikket oplever de højeste økonomiske vækstrater. Finansministrende opfordrede også til øget hjælp til ulande i bekæmpelse af den dødelige fugleinfluenza H5N1. Det skete dagen efter, at smitten første gang er konstateret i Afrika. - Det er vigtigt, at fattige lande får hjælp til at bekæmpe denne smitte, hedder det i erklæringen. G8-ministrene gentog krav om, at forhandlinger om øget frihandel inden for Verdenshandelsorganisationen, WTO, er helt nødvendig, og de opfordrede til øget frihandel inden for landbrugsprodukter, industriprodukter og inden for finanssektoren. Finansministrene roste desuden Rusland i dets bestræbelser på at danne en økonomisk sammenslutning for centralasiatiske lande, hvor også Kina deltager, og for kampen mod hvidvaskning af penge. - Vi er forpligtiget til at styrke indsatsen for at kunne indefryse værdier, dele informationer og finde redskaber, som kan bekæmpe økonomisk kriminalitet, hedder det i slutdokumentet. Finansministrenes møde i Moskva var et formøde for et G8-topmøde til sommer, hvor landenes stats- og regeringschefer deltager. /ritzau/Reuters