Klage over p-forholdene ved Navnsø

P-pladser ved Præstevej rykker måske tættere på badestranden. Men ikke i år. Kommunen har ingen penge

NAVNSØ:I snart mange generationer har den ultrarene lobeliasø Navnsø været et af vesthimmerlændingenes foretrukne badesteder, når solen stod højt på himmelen og sommervarmens ulidelige hedegrader indbød til et dyp under den spejlblanke overflade. - Da jeg var barn i Gundersted, var der hele folkevandringer til Navnsø. Det var Løkken og Blokhus i Vesthimmerland, husker Georg Larsen, der i dag bor i Hornum. Så blev søen fredet for at beskytte den følsomme lobelia. Vejen over heden blev spærret, og p-pladser oprettet flere hundrede meter fra badestederne. Det gav anledning til klager. Mange klager. Og der er såmænd ingen grund til at være tilfreds endnu, konstaterer Georg Larsen, der er manden bag en klage til Aars Kommune. Badegæsterne gør nemlig ikke som de skal. De gider ikke gå de 400 meter fra p-pladsen på Præstevejen, men parkerer i vejkanten og gør livet surt for nabolandmanden i høstsæsonen. Skilte med standsningsforbud har ikke løst problemet. Bare gjort det ulovligt. - Folk vil ikke slæbe deres tæpper og køletasker de 400 meter fra p-pladsen på Præstevej, påpeger han, og opfordrer kommunen til at lave en ny parkeringsplads tættere på sommerens foretrukne badested. Både Skov- og Naturstyrelsen, Nordjyllands Amt er indstillet på at give de nødvendige tilladelser og dispensationer. Og lodsejeren vil også godt afstå et stykke jord, så der kan laves p-plads langs vejen få meter fra det kølende vand. Og sådan bliver det måske. Teknisk udvalg er postivt indstillet for at finde de nødvendige 75.000 kroner. Men ikke i år. - Vi har ikke mulighed for at finde pengene i 2004, så det bliver en sag for budget 2006, siger udvalgsformand Bjarne Jensen (UP) Det er både godt og ikke godt, synes Georg Larsen, der af hensyn til badegæster og landmanden opfordrer kommunen til at indgå aftale om brugsret allerede i år.