Retspleje

Klage over politiet syltet

Anmodning fra Rigsadvokaten lå otte måneder hos statsadvokaten i Aalborg

AALBORG:Der er ikke rimeligt, at der går otte måneder, fra Rigsadvokaten beder en statsadvokat om at gå ind i en sag, til der rent faktisk sker noget. Det mener juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet. Den konkrete sag drejer sig om en afhøring, hvor en kriminalassistent fra politiet i Hjørring prøvede at snyde en sigtet og hans advokat ved ikke at fortælle, at sagens papirer var blevet væk. Advokaten klagede efterfølgende til daværende statsadvokat Elsemette Cassøe, som afviste klagen. Men Rigsadvokaten kom til en anden konklusion og bad statsadvokaten om at tage sagen op igen. Det var 18. maj 2009. Så skete der ingenting, og det møder kritik. - Det er ikke godt, at der går så lang tid. Og det er især ikke godt, når Rigsadvokaten indikerer, at forsvareren skulle have været underrettet om det her. Når statsadvokaten får sådan en skrivelse fra Rigsadvokaten, så er det utroligt uheldigt, at statsadvokaten lader den ligge så længe uden at foretage sig noget, siger Gorm Toftegaard Nielsen. Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen vil ikke kommentere Gorm Toftegaards udtalelser. - Jeg kan bare sige, at vi har foretaget en prioritering af embedets ressourcer, og der har vi vurderet, at den her godt kunne vente, siger Jakob Berger Nielsen. Sagen fra Hjørring tager udgangspunkt i en større aktion mod en nordjysk virksomhed i april 2007. Projektmager Peter Jensen og den administrerende direktør blev sigtet for skattesvindel. 17 måneder senere var Peter Jensen indkaldt til afhøringen, som gik skævt. Alle sagens dokumenter var nemlig blevet stjålet i mellemtiden. Indsigt side 4-5

Forsiden