Lokalpolitik

Klager håber på bedre lokalplan i andet forsøg

HJØRRING:Både Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Hjørring og privatperson og borger i området, Peter Melchjorsen, står bag klagesagerne omkring Bagterpbyggeriet til Naturklagenævnet. Peter Melchjorsen er glad for afgørelsen om, at lokalplanen er ugyldig, men det får ham nu ikke til at fryde sig. - Jeg har ikke noget imod det planlagte byggeri. Det, jeg har noget imod, er, at lokalplanen ikke er klar og tydelig om, hvad man må bygge, og hvor man må bygge det, siger han. Afgørelsen peger da også på flere uklarheder. Blandt andet står der, at det ikke fremgår, at der ikke må bygges i den grønne kile. Peter Melchjorsen synes, at det havde været meget bedre, om kommunen fra starten af havde lavet en klar lokalplan, og fremhæver også, at kommunen i processen har lyttet til borgerne. Alligevel endte resultatet med at blive ringe, mener han: - Det er kritisabelt, at teknisk forvaltning har lavet sådan noget makværk, og jeg vil gerne vide, om forvaltningen simpelt hen mangler viden, eller om den er blevet presset af politikerne, som måske er blevet presset af bygherren, siger Peter Melchjorsen. Han ser nu frem til, at lokalplanen kan gå om og blive behandlet omhyggeligt, så en gentagelse kan undgås. Også Asger Houbak, der var med til at samle over 300 underskrifter ind mod lokalplanen, er glad for afgørelsen. - Jeg kan kun være glad for, at der nu kommer noget nyt på banen, Så må vi se hvad den næste lokalplan kommer til at indeholde, siger han.