Klager over 112: Nu skal der strammes op

Efter en række klager fra borgere over behandling af deres opkald til 112 og 114 skal politiet på skolebænken

Arkivfoto: Claus Søndberg
Danmark 12. oktober 2017 11:00

DANMARK: Regeringen vil give borgere en bedre oplevelse, når de ringer 112 eller anmelder en forbrydelse til politiet.

Det sker efter en række episoder, hvor borgere ikke har fået tilstrækkelig hjælp og service i forbindelse med opkald til alarmcentralen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Politiet er til for borgerne. Det er derfor helt essentielt, at borgerne oplever, at politiet på ordentlig vis hjælper dem, når de har brug for det. Det skaber tillid og tryghed i vores samfund, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Det er en del af en række initiativer, som skal sikre borgerne bedre og gøre politiet mere serviceorienteret.

Eksempelvis styrkes fokus på undervisningen af medarbejderne i alarmcentraler, servicecentre og vagtcentraler.

Initiativerne kommer, efter at Justitsministeriet har analyseret en række sager, hvor borgere har klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over oplevelser med opkald til 112 eller 114.

- Vi håndterer flere millioner opkald om året, og langt de fleste samtaler går rigtig godt. Men indimellem får vi ikke leveret den service, som borgerne med rette kan forvente af os, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Samtidig styrkes politiets digitale indsats og brugen af billed- og videooptagelser i politiets efterforskning.

Eksempelvis kan politiet nu nemmere indhente overvågningsbilleder fra borgere i deres efterforskning.

På politi.dk oprettes en side, hvor politiet vil offentliggøre billeder af personer, som man ønsker oplysninger om fra offentligheden. Borgere skal kunne dele linket til hjemmesiden på sociale medier eller på anden vis.

Der åbnes desuden for en begrænset deling af overvågningsbilleder mellem erhvervsdrivende, og der skal ses på, hvordan tv-overvågning kan anvendes for at øge trygheden lokalt.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...