Klager over Clinton

Ole Andersen er klar med en ”klage” til clinton - med mindre altså FfI vinder. Foto: Carl Th. Poulsen
Frederikshavn 1. oktober 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: Mens resten af Frederikshavn og Nordjylland stadig jubler over Clintons besøg, sidder håndboldherrerne fra FfI og brygger på en klage til den tidligere amerikanske præsident. - Vi vil klage over at han har optaget vores hal i de seneste tre dage, så vi ikke har kunnet træne optimalt i denne uge, lyder det med smil i stemmen og glimt i øjet fra træner Ole Andersen, inden dagens kamp mod Stoholm. Det prominente besøg har nemlig betydet, at Arena Nord har været lukket land i dagevis, og 1. divisionsholdet har derfor hverken kunnet træne eller se video af dagens modstander. Kender modstander Det sidste er dog heller ikke nødvendigt. Frederikshavnerne kender godt Stoholm. - På dagen er det ét af de allerbedste hold i rækken. Og hvis de var blevet mætte efter for mange sejre, så er de blevet sultne igen efter at de tabte på hjemmebane til Ejby, siger Ole Andersen. Derfor forventer FfI heller ikke sæsonens første sejr - selvom de selvfølgelig gerne tager den, hvis de får chancen - men går i stedet efter at få tempo og erfaring i holdet. - Det gælder både denne kamp og næste runde mod Nordsjælland. De skal bruges til at forberede os til tre vigtige kampe mod midterhold, siger Ole Andersen. Og skulle det så vise sig, at de manglende træningspas har haft en gavnlig effekt, så FfI vinder, bebuder Ole Andersen, at klagen til Clinton bliver byttet ud med en invitation til at vende tilbage igen i næste uge. søp

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...