Brønderslev

Klager over livsfarlig byggeplads

3F vil klage over ulovligheder på byggeplads i Brønderslev

Byggepladsen blev ikke afspærret med hegn. Arkivfoto: Peter Broen

Byggepladsen blev ikke afspærret med hegn. Arkivfoto: Peter Broen

BRØNDERSLEV:Sagen omkring nedrivning af en tidligere servicestation i Brønderslev havner nu på folketingspolitikeres bord. 3F Midtvendsyssel rejser den via 3F’s topledelse over for ansvarlige politikere.

Ligeledes klager 3F Midtvendsyssel til Arbejdstilsynet over tilsynets håndtering af de ulovligheder, der helt klart er sket på en byggeplads på Tolstrupvej i Brønderslev, hvor den tidligere servicestation jævnes med jorden.

3F fik flere henvendelser, og gav disse videre til Arbejdstilsynet, politiet og Brønderslev Kommune.

Først da NORDJYSKE skrev om sagen, kom der skub i tingene.

- Vi har lavet fire indberetninger til Arbejdstilsynet, men arbejdet med nedrivning fortsatte. Politiet greb heller ikke ind. Eneste instans, der rykkede ud, var Brønderslev Kommune, mener formand for 3F Midtvendsyssel, Per Chr. Kjeldsen.

- Sagen er et tydeligt eksempel på, at Arbejdstilsynet og politiet har fået færre ressourcer til disse opgaver, mener Per Chr. Kjeldsen.

Den værste overtrædelse er, at byggepladsen ikke er afspærret med trådhegn. Der blev opstillet plastikpæle med en plastikstrimmel på, men de væltede, og så var byggepladsen tilgængelig for alle.

- Der var undertiden personer på byggepladsen, der kunne være kommet til skade, og byggepladsen ligger klods op af en stærkt trafikeret skolevej, påpeger Per Chr. Kjeldsen.

- Nogen kunne være kommet til skade under de omstændigheder, nedrivningen er sket på.

Per Chr. Kjeldsen tager ikke stilling til de miljømæssige forhold omkring den tidligere servicestation.

- Det er Brønderslev Kommunes opgave, og Brønderslev Kommune har ført tilsyn.

På et tidspunkt truede Brønderslev Kommune med et påbud om at standse arbejdet, men da kommunen fik sikkerhed for, at den sidste del af nedrivningen skete med sortering i forskellige dynger og containere, blev det ikke effektueret. Entreprenøren har dokumenteret, at metal er kommet til skrotning, og at noget af byggeaffaldet er deponeret på losseplads.

Det er planen, at der skal bygges boliger på grunden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.