Klager over plejehjem er på to år steget med 50 procent

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er meget bekymret over opgørelse om plejehjemsklager.

KØBENHAVN:Antallet af klager fra pårørende over behandlingen af ældre på landets plejehjem er steget godt 50 procent på to år, fra 191 i 2017 til 289 i 2019.

Det skriver Jyllands-Posten.

Avisen har indsamlet tal fra de 74 af 98 kommuner, som registrerer klagesagerne centralt. Hverken staten eller kommunerne under ét opgør ellers det samlede antal af klagesager.

Behandlingen af ældre på plejehjem har været omdiskuteret siden TV2's dokumentar om Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus i sommer.

I første halvår af 2020 er der ifølge kortlægningen opgjort 185 klager, svarende til næsten alle klager i hele 2017, hvilket blandt andet er affødt af besøgsrestriktioner på grund af corona og TV2-dokumentaren.

Stigningen i antallet af klager fra 2017 til 2019 forklares ifølge eksperter blandt andet med, at pårørende er blevet mere kritiske og opmærksomme på muligheden for at klage samt en ældrepleje under stigende pres på grund af flere multisyge ældre og mangel på uddannet personale.

- Kommunerne magter ikke at give de allersvageste borgere på plejehjem den mest grundlæggende og basale sundhedspleje. Det er en falliterklæring, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

Jyllands-Posten har fået aktindsigt i over 200 klagesager, hvor pårørende blandt andet klager over tis og afføring i bleen hos ældre, ældre med urinvejsinfektioner og ældre, som venter i timer på hjælp efter brug af kaldeanlægget.

I nogle tilfælde har kommunerne erkendt fejl, i andre ikke, og med det forbehold siger professor Tine Rostgaard fra Roskilde Universitet, at de pårørendes eksempler i mange tilfælde er udtryk for "omsorgssvigt og uværdig behandling".

Også hos Venstre er der kritik.

- Det er lige så hjerteskærende at læse det her som at se TV2-dokumentaren om Else, siger Venstres ældreordfører, Jane Heitmann.

Formanden for landets socialchefer, Jakob Bigum Lundberg, kalder sagerne grumme. Men han betoner, at forholdene ikke er sådan generelt på landets cirka 950 plejehjem.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kalder udviklingen med et stigende antal klager over plejehjem "meget bekymrende".

- Borgere på plejehjem skal behandles værdigt, respektfuldt og omsorgsfuldt, og det er afgørende, at kommunerne reagerer og følger op på hver enkelt klage, de modtager, udtaler han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.