Jammerbugt

Klager over ræs

Terrængående motorcykler og småbørnsfamilier på stranden er ikke en god blanding, og det har fået to norske familier til at klage deres nød oven på en ellers dejlig ferie ved Thorupstrand.

- De ræsede frem og tilbage på stranden både dag og aften, og børnene var ved at blive påkørt, fortæller Ejner Johan Grieg fra Bergen. - Det støjer og er ubehageligt, og det kan umuligt være tilladt, mener han - Det skræmmer også turisterne væk fra jeres flotte natur og strande. Skovfoged Thorbjørn Nørgaard, Naturstyrelsen Thy, oplyser, at det ganske rigtigt er forbudt, og at medarbejderne har stoppet adskillige flokke af kørere i år. - De får besked på at forsvinde, og vi har meldt enkelte til politiet, oplyser han.