Hjørring

Klagestorm over bybusser

Foreløbig har 1500 skrevet under på en protest mod den nye køreplan

HJØRRING:-Jeg synes det er for dårligt. Den besked har Inger Madsen i Hjørring Kommunes tekniske forvaltning fået mange gange de seneste par dage. Det er den nye køreplan for bybusserne i Hjørring, der er grund til utilfredsheden. - Mange borgere ringer og klager over at stoppesteder er blevet nedlagt og over at tranporttiden er blevet længere, siger Inger Madsen, der sidder klar på øretævernes holdeplads. Imens samler Heidi Petersen og Tina Henriksen flere og flere underskrifter mod de nye køreplaner. - Vi er oppe på 1500 underskrifter, siger Heidi Petersen, og hun er sikker på, der kommer mange flere. - Den her køreplan er bare dybt godnat, siger hun og fortsætter: - Jeg forstår slet ikke, at politikerne kan gå med til det her. Indtil videre tyder dog intet på, at køreplanerne bliver lavet om igen, men ifølge Inger Madsen bliver borgernes utilfredshed hørt. - Vi noterer konkrete forslag, og tager dem til efterretning, siger hun.

Forsiden