Klamt hjemmeslagteri opdaget

Fødevarestyrelsens Rejsehold og Skat har torsdag lukket et ulovligt og stærkt uhygiejnisk hjemmeslagteri i Sønderhå ved Snedsted i Thy.

Der blev hakket fars under stærkt uhygiejniske forhold. Arkivfoto

Der blev hakket fars under stærkt uhygiejniske forhold. Arkivfoto

På slagteriet, der ikke var godkendt af myndighederne, blev der ifølge Fødevarestyrelsen parteret gris, okse og vildsvin samt hakket fars under stærkt uhygiejniske forhold. Slagtningerne foregik også i en uregistreret slagtebus uden mulighed for at vaske hænder, sådan som fødevaremyndighederne ellers kræver. Slagtekroppene er forarbejdet i laden på adressen, ligeledes under uhygiejniske forhold, konstaterer Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt varer forarbejdet på ejendommen eller i slagtebussen, til at smide dem ud. Stor bøde på vej Kunderne kan nemlig ikke være sikre på, at der ikke er medicinrester og sygdomsfremkaldende bakterier i produkterne. Fødevarestyrelsen får omkring jul typisk flere tip om ulovlige slagterier og reagerer på alle henvendelser. Mistanken er, at flere op mod højtiden ulovligt forsøger at tjene penge på at sælge ænder, flæskesteg og sylte uden at have de nødvendige tilladelser. Ejeren af det ulovlige slagteri kan vente en klækkelig bøde, ligesom SKAT nu vil interessere sig for, hvorvidt kødet er blevet solgt sort.