Lokalpolitik

Klap på skulderen til ny ledelse

direktion og afdelingsledere fik ros for løsning af spareopgave

LØGSTØR:Den nye ledelse på rådhuset i Løgstør - bestående af kommunaldirektør Jan Lund Andersen og vicekommunaldirektør Dorthe Jende samt alle afdelingslederne - har grund til at ranke ryggen. Der var nemlig roser fra politikerne i byrådet, da det meget omtalte sparekatalog torsdag var på byrådets bord i bestræbelserne på at finde 3,2 mio. kr. Sparekataloget blev udarbejdet af embedsmændene på rådhuset efter at politikerne sidste efterår havde vedtaget 2004-budgettet. I forbindelse med budgettet blev der indlagt besparelser på de 3,2 mio. kr., men uden at der på det tidspunkt blev sat adresse på besparelserne. Det ville politikerne først gøre, når der var udarbejdet et sparekatalog som pegede på en række sparemuligheder som de kunne vælge imellem. Strukturen på rådhuset blev sidste år lavet om. Der blev skåret kraftigt ned på chefgangen, og opgaven med sparekataloget var nærmest at betragte som en slags eksamensopgave for den nye ledelse. Af udtalelserne i byrådssalen at dømme, er opgaven løst til UG. - Ros til direktionen - og ros til afdelingslederne, lød det blandt andet fra gruppeformand Niels Ole Arndt (S), der sagde, at hele forløbet omkring sparekataloget har været godt. - Den måde tingene er lagt frem på af embedsmændene har betydet, at vi har haft en god mulighed for at diskutere de mange spareforslag fornuftigt i udvalgene og tage stilling til hvor der skulle spares, sagde Niels Ole Arndt. Også de øvrige partier roste den møde opgaven er løst på.