Klapjagt på hashen

- De unge jages i armene på de hårde stoffer

AALBORG: Mødet kommer i stand et sted i Aalborg, det nøjagtige sted kunne ikke aftales over telefonen; men blev meddelt direkte af en kontaktmand. Jeg får at vide, at der er betydelige nervøsitet i miljøet for tiden. - I virkelighed bryder vi allerede regel nummer et ved blot at tale med dig, siger den ene af de to mænd, der ifølge eget udsagn har et særdeles godt kendskab til, hvordan hashhandlen i Aalborg fungerer. Når de alligevel er gået med til at mødes, så er det fordi de samtidig er trætte af hemmelighedskræmmeriet og den i deres øjne ensidige debat om hashen. Naturligt nok er de tilbageholdende med hensyn til deres egne roller; men den første fortæller, at han tidligere har handlet med hash, den anden gør det fortsat. - Politiet optræder for tiden uhyre aggressivt overfor hashpusherne, det er nærmest som i amerikanske film; men de burde forstå, at det ikke er columbianske narkobaroner de står overfor, siger nummer to. Og den første suplerer: - Det er en helt forkert prioritering af ressourcerne, og antyder, at der efter hans mening er større fisk i farvandet. Han uddyber, at de hashhandler han kender til, har en klokkeklar moral. - De sælger udelukkende hash og er indædte modstandere af hårde stoffer. Også når det gælder mindreårige er linjen klokkeklar. De bliver afvist ved døren. Det har jeg altid selv gjordt, da jeg handlede. Hvor får de 14 årige så deres hash fra? - Der er naturligvis altid brådne kar, der er villige til at sælge til hvem som helst. De to beskriver, at der tidligere i politiet var en større tolerance overfor de pushere, der "holdt deres sti ren". - Der kunne man godt få at vide, at man vil have dem på besøg tre gange om ugen, hvis man solgte til mindreårige. Til gengæld tog de lidt lettere på en, hvis man sørgede for udelukkende at sælge hash til voksne mennesker. Men nu siger de, at det er slut med det spillerum. Nu kører man stramt efter reglerne, og begge peger på, at det er de ændrede politiske signaler efter regeringsskiftet, der har smittet af på politiets holdning. De to oplever det sådan, at andre, der handler med hårde stoffer ikke i nær samme omfang mærker politiets hede ånde i nakken. Det forbliver dog en anelse dunkelt hvem disse "andre" er, tydeligvis kommer jeg lidt for tæt på med dette spørgsmål. Begge understreger, at de ikke mener, at hash er et harmløst stof, men mener dog, at alkohol er farligere. - Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der ikke kan tåle hashen og kommer ud i store problemer, men jeg tror nu stadig alkoholen fører i den statistik, lyder meldingen. - Jeg mener, at det var en fejl med hashboderne på Christiania, siger ham, der fortsat selv handler. - Der er ingen grund til at reklamere så åbenlyst for hashen, som det skete der. Det gør ikke noget, hvis man skal lede efter lidt efter den, fastslår han. Samtidig har de dog en entydig mening om, hvad politiets hårde linje mod hashen betyder. - Når stederne med en "ordentlig moral" lukker, så bliver hashen trængt ud i krogene. Ud i krogene, det betyder tættere på de hårde stoffer. Målsætningen burde være det modsatte. Det er nærmest overflødigt at sige, at de helst så hashen frigivet, også selvom der skal svares skat af den. - Jeg kan ikke tillade mig at stå åbent frem, men allerhelst ville jeg stille mig på en sæbekasse i Fælledparken og agitere for mine synspunkter, siger den første. Og så forsvinder de igen ind i Aalborgs gader, tilbage til de aktiviteter, som de ved er ulovligt, men som de selv har svært ved for alvor at opfatte som for alvor kriminelle.