Hospitaler

Klar bane for patienterne

Region Nordjylland indbød mandag til indvielse af Sygehus Thy-Mors’ ny fælles akutmodtagelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sygehusdirektør Michael Storm Klausen og Grethe Kirk, klinikchef i den ny akutmodtagelse, ser frem til at tage de fine rammer i brug.

THY-MORS:Gulvet var blevet vasket et kvarter inden gæsterne kom, og der hang et skilt med ”nymalet” på trappen op til den gamle reception i hovedbygningen. Men trods travlhed til det sidste kunne Region Nordjylland i går holde officiel indvielse i Sygehus Thy-Mors’ ny fælles akutmodtagelse (FAM), som efterhånden begynder at ligne en bygning, der kan modtage de første patienter næste mandag.

Sygehusdirektør Michael Storm Klausen gjorde i sin tale opmærksom på, at grundlaget for dagens festlige indvielse blev lagt helt tilbage i maj 2007, hvor det daværende regionsråd besluttede, at der skulle etableres tre akutmodtagelser i Region Nordjylland, heraf en i Thisted.

Har øvet sig i over et år

Det første spadestik blev taget i juni 2011. I januar 2012 startede sygehuset med at øve sig på de nye arbejdsgange, idet man åbnede den midlertidige fælles akutmodtagelse i den gamle skadestue.

- Det er en stor fordel, at vi har øvet os i et år allerede, siger Hansjörg Selter, viceklinikchef og ansvarlig for patientforløb i den nye FAM.

Tekniske forbedringer

Han glæder sig over den ny, moderne bygning, der også byder på adskillige tekniske forbedringer i forhold til den gamle sygehusbygning. Han fremhæver blandt andet, at patienter kan køres direkte fra traumestuen ind til ct-scanneren i rummet ved siden af.

- Logistikken og uddannelsen af personalet er altafgørende. Der er kortere veje, og forløbene skal køre hurtigere og mere præcist, siger han.

Seks sygeplejersker og en læge har indtil videre gennemført den særlige akutuddannelse, som skal klæde dem på specielt til arbejdet i de nye akutmodtagelser. Klinikchef Grethe Kirk oplyser, at yderligere to sygeplejersker og fire læger er godt på vej.

Ambitiøse mål

Regionsrådsformand Ulla Astman nævnte blandt andet i sin tale ved indvielsen, at regionen fra juni har sat nye servicemål for akutte patienter. Senest ti minutter efter ankomsten skal der ligge en vurdering af det videre behandlingsforløb, og maksimalt efter en time skal behandlingen gå i gang.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.