Klar besked om stenene omkring os

Alle har vi som børn slæbt rundt på flotte sten efter ture til stranden. Med alderen mindskes fascinationen af sten hos de fleste, omend mange stadig kan lade sig betage af flotte sten. Men stenenes verden er meget mere end deres former og farver. Stenenes udseende røber, hvordan de er blevet skabt. Og dermed kan de fortælle en historie om Jordens dramatiske fortid, hvor Jordens plader er drevet rundt med kontinenterne, hvilket igen har ført til bjergkædefoldninger og vulkanudbrud og dermed til dannelse af nye jomfrulige bjerge, der gennem millioner af års erosion nedbrydes til sten og sand, der - hvis de rette forhold er til stede - senere kan blive sandsten. For alle dem, der er nysgerrige og gerne vil blive lidt klogere på stenenes verden og dermed på Jordens fortid, er Politikens nye udgave af Sten i Farver en oplagt opslagsbog og øjen-åbner til geologi, der måske er den mest fascinerende naturvidenskab af alle, da geologien fortæller os om Jordens historie og dermed hvorfor og hvordan vores blå planet ser ud som den gør. Den nye udgave af Sten i Farver er med helt nye illustrationer og en helt ny tekst skrevet af geolog Erik Schou Jensen fra Geologisk Museum i København. Erik Schou Jensen er kendt for at kunne forklare om svære geologiske emner på en populær måde, så næsten alle kan være med, og det er også tilfældet her. Teksten er velskrevet med stor vægt på både det fagligt korrekte og på at det skal være nemt at forstå. Også illustrationerne er velvalgte, så man kan tage bogen med til stranden og identificere flint, granit og meget mere. Hvis man skal være meget kritisk, og det skal man jo i en anmeldelse, så er det en irriterende skønhedsplet, at vandspejlet på flere af bogens fotos ikke er blevet rettet op, så det står horisontalt i billedet. Men her er vi nede i detaljer, som på ingen måde forstyrrer helhedsindtrykket af, at Sten i Farver er en sjældent vellykket naturguide, der bør have sin naturlige plads i rygsækken, når turen går til stranden eller andre sten-rige steder. Sten i Farver Politikens Forlag Erik Schou Jensen 222 sider, 169 kr.