Naturkatastrofer

Klar med nødhjælp til Indonesien

Sarons Slette Missionscenter i Gatten er ved at pakke legetøj, krammedyr og sportsudstyr

GATTEN:Der bliver ikke sagt mange ord. Alle ved hvad de skal gøre, og det ene stykke tøj efter det andet bliver vurderet. Det sker med en saglig mine og alt, der blot ligner vintertøj, bliver sorteret fra og lagt i andre kasser. Omkring 10 frivillige på missionscentret Sarons Slette i Gatten er nemlig ved at pakke tøj til ofrene for flodbølgen i Sydøstasien. Og de har prøvet den slags før. - Vores første nødhjælp blev sendt afsted i 1994, og siden har vi sendt nødhjælp til både Albanien, Ukraine, Hviderusland og til ofrene for det store jordskælv i Bam i Iran, siger centrets leder Poul Thomsen. I løbet af de kommende uger bliver to store containere, som hver kan rumme 70 kubikmeter, pakket og sendt videre til Indonesien med skib. Poul Thomsen tager selv til Indonesien, og det gør han af en bestemt grund. - Jeg vil være helt sikker på, at nødhjælpen når frem til dem, der skal have den, og jeg vil sikre mig, at vores nødhjælp ikke strander i et eller andet pakhus, siger Poul Thomsen. Han har stor erfaring med myndighederne i de lande, nødhjælpen har gået til, og han samarbejder også med Dansk Europamisions lokale repræsentanter. - Jeg har aldrig nogensiden brugt bestikkelse, og jeg vil heller ikke gøre det, siger Poul Thomsen. - Det er jo sådan, at der altid er nogen, som vil stikke noget til side til sig selv, men det vil jeg ikke have, siger Poul Thomsen. I denne omgang er det primært krammedyr, legetøj og sportsudstyr, der skal afsted, men også tøj er nødendigt i Asien. - Man har måske fået et indtryk af, at vi har stoppet indsamlingen, men det passer slet ikke. Folk er meget velkommen til at aflevere både tøj og legetøj til os, siger Poul Thomsen. Det er i øvrigt Mellemfolkeligt Samvirke, som betaler udgifterne i forbindelse med transporten af de to store containere.

Forsiden