Klar sejr sendte Wozniacki videre i Kina

Caroline Wozniacki udnyttede Belinda Bencic’ mange fejl og sejrede i to sæt i China Opens første runde.

Ritzau
Caroline Wozniacki er klar til anden runde i Beijing efter sejr i to sæt over Belinda Bencic. Foto: Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix
Tennis 1. oktober 2018 13:21 - Opdateret 1. oktober 2018 16:15

TENNIS: Tennisspilleren Caroline Wozniacki er klar til anden runde i China Open, der er blandt de turneringer, som rangerer lige under grand slam-niveau.

I første runde levede den andenseedede dansker op til favoritværdigheden og besejrede den 21-årige schweizer Belinda Bencic med cifrene 6-2, 6-3.

Wozniacki skal forsøge at rejse sig efter en række tidlige exits i Østen, og den sikre sejr over Bencic var en start, selv om den danske indsats var mere tilstrækkelig, end den var prangende.

Bedømt på cifrene så det nemt ud for Wozniacki i første sæt, men faktisk kom hun anspændt fra start uden den store rytme.

Førsteserven fungerede dårligt, og i den indledende fase tabte Wozniacki på et tidspunkt seks bolde i streg i egen serv. Det kostede dog kun ét servegennembrud - til schweizisk 2-1-føring.

Wozniacki svarede direkte tilbage, og efter at have vundet nogle tætte partier kom de sidste noget nemmere, så første sæt var ovre efter 33 minutter.

Også i andet sæt var danskeren en langsom starter og blev brudt fra begyndelsen til 0-1, men igen brød hun tilbage ved første lejlighed.

Det var ikke, fordi Wozniacki behøvede at finde et højt niveau for at overmatche modstanderen. Ofte var det tilstrækkeligt at holde boldene i gang, så skulle de schweiziske fejl nok komme.

Wozniacki kom foran 3-1, men Bencic kom tilbage på 3-3, inden danskeren brød afgørende til 5-3. Herefter servede danskeren sejren hjem på den første matchbold.

I anden runde venter nu kroaten Petra Martic, der tidligere mandag slog tjekken Barbora Strycova med 6-2, 6-3.

Hvis Wozniacki vinder den, vil det være første gang i syv turneringer, at hun vinder to kampe. Det skete senest, da hun strøg helt til tops i Eastbourne i juni.

Wozniacki har aldeles gode erfaringer med Martic, som hun har slået overbevisende i to sæt i alle deres fire møder.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...