Tennis

Klar sejr over schweizer sender Wozniacki videre i Kina

Caroline Wozniacki udnyttede Belinda Bencic’ mange fejl og sejrede i to sæt i China Opens første runde

Caroline Wozniacki er klar til anden runde i Beijing efter sejr i to sæt over Belinda Bencic. Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki er klar til anden runde i Beijing efter sejr i to sæt over Belinda Bencic. Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix

TENNIS:Tennisspilleren Caroline Wozniacki er klar til anden runde i China Open, der er blandt de turneringer, som rangerer lige under grand slam-niveau.

I første runde levede den andenseedede dansker op til favoritværdigheden og besejrede den 21-årige schweizer Belinda Bencic med cifrene 6-2, 6-3.

Wozniacki skal forsøge at rejse sig efter en række tidlige exits i Østen, og den sikre sejr over Bencic var en start, selv om den danske indsats var mere tilstrækkelig, end den var prangende.

Bedømt på cifrene så det nemt ud for Wozniacki i første sæt, men faktisk kom hun anspændt fra start uden den store rytme.

Førsteserven fungerede dårligt, og i den indledende fase tabte Wozniacki på et tidspunkt seks bolde i streg i egen serv. Det kostede dog kun ét servegennembrud - til schweizisk 2-1-føring.

Wozniacki svarede direkte tilbage, og efter at have vundet nogle tætte partier kom de sidste noget nemmere, så første sæt var ovre efter 33 minutter.

Også i andet sæt var danskeren en langsom starter og blev brudt fra begyndelsen til 0-1, men igen brød hun tilbage ved første lejlighed.

Det var ikke, fordi Wozniacki behøvede at finde et højt niveau for at overmatche modstanderen. Ofte var det tilstrækkeligt at holde boldene i gang, så skulle de schweiziske fejl nok komme.

Wozniacki kom foran 3-1, men Bencic kom tilbage på 3-3, inden danskeren brød afgørende til 5-3. Herefter servede danskeren sejren hjem på den første matchbold.

I anden runde venter nu kroaten Petra Martic, der tidligere mandag slog tjekken Barbora Strycova med 6-2, 6-3.

Hvis Wozniacki vinder den, vil det være første gang i syv turneringer, at hun vinder to kampe. Det skete senest, da hun strøg helt til tops i Eastbourne i juni.

Wozniacki har aldeles gode erfaringer med Martic, som hun har slået overbevisende i to sæt i alle deres fire møder. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst