Klar sejr til AaB Håndbold

Efter tre nederlag i træk til tophold kom AaB Håndbold tilbage på sejrskurs, da holdet onsdag aften vandt udekampen mod bundholdet Lemvig 35-29.

Hjemmeholdet fulgte med til 6-6, men AaB trak derefter fra til 14-9, og siden var sejren på intet tidspunkt i fare. André Jørgensen og Thomas Klitgaard delte topscorerværdigheden hos AaB med hver otte mål, mens Marco Botin scorede syv gange. Inden jul mangler AaB to hjemmekampe - på onsdag mod Bjerringbro-Silkeborg og fredag 15. december mod Ajax. Derefter ligger Ligaen stille i næsten to måneder, indtil VM i Tyskland er overstået.