Klar til 2500 biler til Grøn Koncert

Bekymring for trængsel ved Grøn Koncert i Aalborg søndag.

25 år efter den første Grøn Koncert lagde 2007 versionen fra land torsdag 19. juli i Esbjerg. Søndag d.22 juli er turen kommet til Aalborg Foto: Scanpix

25 år efter den første Grøn Koncert lagde 2007 versionen fra land torsdag 19. juli i Esbjerg. Søndag d.22 juli er turen kommet til Aalborg Foto: Scanpix

Det nordjyske vejr siger regntunge skyer, 10 mm nedbør og omkring 20 grader på søndag. Alt er klappet og klart, hvad trafikplanlægning angår, når årets Grøn Koncert ruller over græsset på Trekanten i Nørresundby. Arrangørerne håber på 14-16.000 gæster, hvis altså det ikke regner for meget. Mange tager bussen Aalborg Kommune gætter på 2500 biler, der skal finde en parkeringsplads, når koncerten skydes i gang klokken 12.30. Men da koncerten i år er på en søndag mod tidligere år en torsdag, betyder det at mange vil komme på samme tid, og at det kan give trængsel. Det er politiet, der har ansvaret for trafikken med Politihjemmeværnet som de praktiske vejvisere i området. Den store parkeringsplads er i nordre side med tilkørsel fra Høvejen og ned ad Hvorup Kirkevej, som i øvrigt vil være lukket i begge ender. Handicapparkeringen er i den sydligere ende med tilkørsel fra Løvenborgparken og tæt på indgangen. Busserne vil læsse passagerer af på Vangen, hvorefter resten af vejen tilbagelægges til fods. Turistbusser kan fortsætte til Studievej, hvor de får speciel parkering. Busskift i Lindholm Det bliver Lindholm Station, der bliver knudepunktet for busserne med omstigning til metrobus 2 direkte til koncertpladsen. Der er for længst opsat skilte der viser, hvordan bilisterne findes på plads. For såvel nordfra- som sydfra kommende er nøgleordet Høvejen. Der er nærmere kørsels- og busvisninger på www.groenkoncert.dk