Klar til afgang

Børnepasning 5. juni 2003 08:00
AALBORG ØST: Busselskabet Arriva har sat et noget usædvanligt initiativ på skinner. Byens skoler og børnehaver besøger Arriva og bliver undervist i, hvordan man skal opføre sig, når man stiger ind og ud af en bus. I går var det en skolefritidsordning fra Stolpedalsskolen, som fik gode råd med på vejen. For eksempel fik de små at vide, at de altid skal huske at se sig godt for til højre og venstre, inden de stiger ud af bussen. Og at huske at krydse vejen foran bussen - og ikke bagved. Ellers står de nemlig i skjul. Men det var ikke kun tør lærdom. Ungerne fik også lov til at hive i rattet i en stor bybus og var på rundtur i garageanlægget. Men det er ikke kun et virksomhedsbesøg, understreger kørselsleder Peter Pedersen, der har taget initiativ til Arrivas minikursus i busopførsel. - Vi vil gerne forhindre ulykker, for eksempel at børn kommer i klemme i døren, fordi chaufføren ikke har set dem. Derfor henvender vi os også til de vokse. Det er nemlig en rigtig god ide med en voksen i hver ende af køen af børn, så chaufføren kan se, at nu er alle ude. Det hjælper ikke altid, at der er spejl i bussen, fordi børnene er så små, at de forsvinder ud af synsfeltet, fortæller kørselsleder Peter Pedersen. Arrivas bybusser transporterer hver dag mange børnehaver og skoleklasser rundt i byen, og der sker af og til uheld. - Det meget hårdt for chaufførerne, hvis en passager kommer noget til, så ethvert uheld der kan undgås, er indsatsen værd, siger Peter Pedersen. Foreløbig har Arriva på et halvt år haft besøg af fem-seks skoleklasser og børnehaver, og busselskabet regner med at besøgene genoptages efter sommerferien.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...