Klar til at byde på tophåndbold

Fjerritslev Idrætsforening medvært ved stævne, hvor EM-billetter er på spil

Fjerritslev 1. juni 2003 08:00

FJERRITSLEV: Der var ingen slinger i valsen, da Fjerritslev Idrætsforening (FIF) blev bedt om at være medvært ved et stævne, der samler håndboldspillere fra fire lande. Derfor kan der fredag 6. juni, lørdag 7. juni og søndag 8. juni bydes på tophåndbold i Han Herred Fritidscenter, Fjerritslev. - Vi var ikke et sekund i tvivl om, at vi ville sige ja, forsikrer Claus Hermansen, der som FIF's håndboldformand siden har været med til flere planlægningsmøder. Nu er tingene ved at være på plads, og derfor kan FIF byde velkommen til spillere fra Danmark, Spanien, Letland og Schweiz. Der er tale om dameynglingespillere, som udgør de fire nationers landshold. De har virkelig noget at kæmpe for, idet kun to af holdene vil gå videre til EM. - Vi forventer håndbold på et højt niveau. Det er ikke så kendte spillere, men det er dem, som vi om få år vil se på A-landsholdet, siger Claus Hermansen. Spillerne er 17-18 år. Der er 16 spillere i hver trup, og der følger typisk fem ledere med hver gruppe. Derfor får FIF nok at se til. Idrætsforeningen står for flere praktiske ting under afviklingen af stævnet. For eksempel får hvert hold et par guider. - Der vil hele tiden være en guide med, når et hold er i hallen eller måske i byen. Guiden viser rundt og fungerer som tolk, så der ikke skulle opstå sproglige eller andre problemer, fortæller håndboldformanden. FIF har allieret sig med elever på Fjerritslev Gymnasium. Det er unge, som selv er aktive håndboldspillere, så der venter også dem en stor oplevelse. Dels kan de nyde spillet, dels kan de øve sig på fremmedsprog. En anden opgave for FIF er at speake under kampene og spille musik, når der scores. - Vi vil gerne, at stemningen i hallen bliver, som folk kender det fra tv - rigtig landsholdsstemning, så alle får en god oplevelse, siger Claus Hermansen. Han håber, at mange får lyst til at kigge forbi hallen og se de unge spillere i aktion. Der skal ikke reserveres billetter på forhånd. - Det er trods alt kampe med en vis betydning for spillerne. Så vi håber, at mange vil møde op og hjælpe spillerne på vej, som når A-landsholdet spiller. Claus Hermansen synes, at det er alletiders chance for byen at kunne beværte fire landshold. Det kan vise, at Fjerritslev kan rumme sådanne arrangementer. Ikke mindst i kraft af, at vandrerhjemmet har plads til alle deltagere. Det er også vandrerhjemmet, der serverer mad for spillere, trænere og ledere. Endelig glæder Claus Hermansen sig over, at Fjerritslev Kommune har støttet en banket lørdag aften for gæsterne og nogle særligt indbudte. Hovedarrangør er Dansk Håndbold Forbund og Jydsk Håndbold Forbund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...