EMNER

Klar til at presse regeringen igen

{ KØBENHAVN: Pia Christmas-Møller og Ny Alliance har fortsat muligheden for at danne flertal med oppositionen. De to grønlandske folketingsmedlemmer, Lars-Emil Johansen og Juliane Henningsen, fastholder således et ønske om at tælle med i folketingsafstemninger, selvom de ikke møder aktivt frem for at stemme. - De vil så tælle med i alle indenrigspolitiske afstemninger fremover, medmindre de aktivt melder fra, bekræfter Venstres Jens Vibjerg. Han er med til at administrere den såkaldte clearingaftale, der sikrer, at 35 folketingsmedlemmer hos både oppositionen og regeringsblokken tæller med i afstemninger, selvom de ikke er til stede. - Sådan har aftalen altid været, og hvis Venstre ønsker at ændre den, så er clearingaftalen ophævet, og så er ministrene nødt til at være i salen hele tiden, lyder det kontant fra Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, inden et møde onsdag aften med Venstres Hans Christian Schmidt om den nuværende aftale. Partiernes gruppesekretærer nåede ikke til enighed om den nuværende clearingaftale ved et møde tirsdag eftermiddag./ritzau/