Redningsvæsen

Klar til at rykke ud fra Vilsund

I dag træder regionens nye ambulanceplan i kraft - og Vilsund får "sin egen" ambulance

DEN NYE ambulancevagt får base i et hus på hjørnet af Åsvej og Vilsundvej midt i Vilsund. Her er det redderne Bo René Larsen, Henning Sørensen og Niels Hansen, der er rykket ud fra stationen i Nykøbing, men det kommer til at gå på skift. Foto: Peter Mørk

Fra og med i dag, 1. april, får to Falck-reddere fra stationen i Nykøbing fast base i Vilsund fra klokken 10 til 22 alle ugens syv dage. I deres gule akutambulance er de klar til at rykke ud til 112-opgaver i både Thy og på Mors. Der vil blive indrettet en vagtstue i et hus på hjørnet af Åsvej og Vilsundvej, men her kommer Falck-redderne næppe til at sidde dagen lang. Kjeld Brogaard, der er Falcks regionale ambulancechef, forventer, at ambulancen kommer til at rykke ud et sted imellem én og fem gange pr. vagt. - Det er meget svært at sige, hvor travlt de får. De afhænger af det øvrige beredskab. Ambulancen fra Vilsund kan hurtigt være i Thisted, hvis der mangler en ambulance der. I det hele taget gælder det jo, at når det drejer sig om kørsel A-opgaver, altså de mest akutte udrykningsopgaver, så sender vi den nærmeste ledige ambulance, hvad enten den findes i Nykøbing, Vilsund, Hurup eller Thisted, siger han.