Arbejdsmarked

Klar til at rykke ud, når valgtrommerne lyder

Per Husted har netop skiftet job, men lægger billet ind på en ny arbejdsplads på Christiansborg

MARIAGERFJORD:Tingene ændrer sig hurtigt i disse år i Per Husteds liv. Sidste sommer skiftede han tjansen som erhvervschef i Hadsund ud med et job som underviser på handelsgymnasiet i Hobro. Nu er han valgt af de lokale socialdemokrater til at træde i Arne Tofts fodspor som folketingskandidat. Og der er noget at fylde ud. Arne Toft havde 16 års erfaring som borgmester i Arden, som formand for ”Det skæve Danmark” og blev i øvrigt valgt i en væsentligt større kreds med større mulighed for at ende i Folketinget. Per Husted tager afsæt i 10 år som erhvervschef og en politisk interesse, der er vokset støt og roligt gennem tilværelsen. Politik har dog ikke fyldt meget ved middagsbordene i barndomshjemmet i Kolding eller på Drosselvej i Hadsund. Stor forpligtelse - Jeg har altid været socialdemokrat. Det er vel nærmest en opdragelse. Og så er jeg præget af de oplevelser, jeg har haft, og de ting, jeg har beskæftiget mig med. For eksempel gjorde det et stort indtryk på mig, da jeg som studentermedhjælp i Udenrigsministeriets Østafdeling fulgte murens fald i 1989. Den betydning, friheden havde for de mennesker, siger Per Husted. Alt i alt er det mundet ud i en ”tro på fællesskabet frem for den enkelte”. - Vi har en stor forpligtelse til at tage os af dem, der ikke kan klare sig i en periode eller som af den ene eller anden grund ikke kan bidrage med så meget, siger Per Husted. Han mener blandt andet, at der må gøres mere - især i kommunerne - for at bane vej for de ressourcesvage. - Det private erhvervsliv er ude i en global konkurrence, så det er det offentlige, der må løfte den største del af opgaven, siger han. Og så kan vælgerne regne med, at arbejdet for at rette ulighederne mellem de danske kommuner op, vil fortsætte. - Arne Toft har gjort meget ud af ”Det skæve Danmark”, og det er noget, jeg vil forfølge. Det er vigtigt, at der er nogen derovre, der siger, at der skal ske noget i de mindre bysamfund. I øvrigt betragter jeg i høj grad min rolle som formidler for de synspunkter, man har i kredsen, hvis jeg bliver valgt, siger Per Husted. Stolt Og det regner han for meget sandsynligt, selvom kredsen altså nu repræsenterer færre vælgere. - Det er helt sikkert, at det vil kræve masser af arbejde og masser af opbakning at blive valgt, men jeg tror på, at jeg bliver valgt. Ellers ville jeg ikke have sagt ja til at stille op, siger Per Husted. Socialdemokraternes vælgerforening er taget i ed, og det samme gælder hustruen Lene Abrahamsen. - Jeg var stolt over at blive spurgt, og da vi havde diskuteret det en weekend, så var det besluttet, siger Per Husted. Og skulle Anders Fogh Rasmussen pludselig udskrive valg, så er han klar. - Jeg kan ikke lade være med at involvere mig i alt muligt, og det gjorde jeg også, da jeg begyndte på Handelsgymnasiet. Men når jeg skal ud i en valgkamp, så må jeg selvfølgelig drosle ned på det.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst