Lokalpolitik

Klar til at samle administration

Over 250 kommunale medarbejdere i Hirtshals og Vrå skal til Hjørring - formentlig i løbet af 2014.

Borgmester Arne Boelt (S) og Hjørring Kommune har nok at se til med sager indenfor de pædagogiske behandlingsmiljøer. Foto: Kurt Bering

Borgmester Arne Boelt (S) og Hjørring Kommune har nok at se til med sager indenfor de pædagogiske behandlingsmiljøer. Foto: Kurt Bering

I løbet af efteråret træffer byrådet beslutning om samling af den kommunale administration i Hjørring. Økonomiudvalget drøftede på et møde onsdag et procesforslag om sammenlægningen, men udvalget er ikke klar med en indstilling endnu. - Vi er i gang med et udredningsarbejde, og til septembermødet i byrådet vil der blive sendt et beslutningsforslag frem om sammenlægning. Der skal laves beregninger på, hvad det vil koste at bygge nyt i forhold til en ny lejekontrakt for Codanhus. A. Enggaard har købt huset, og måske kan de være her alle sammen efter en ombygning. Jeg har set nogle tegninger, udtaler borgmester Arne Boelt (S). Besparelse på 10 mio. kr. Han oplyser at en flytning først kan få indflydelse på budgettet om et par år: - Hvis der sker en flytning af personalet i 2014, regner vi med en besparelse på 10 mio. kr., når det slår fuldt igennem. Det er gode penge at spare i forhold til, at vi i en sparerunde må gribe til at fyringer blandt personalet. Ganske vist ligger der en ubalance på 33 mio. kr. i forhold til budget 2012, men ifølge Arne Boelt er der ingen panik på. Også selv om en ansøgning om statstilskud som særlig vanskeligt stillet kommune ikke bliver godkendt i ministeriet. - Vores likviditet er nu så god, at vi kan have fokus på en langsigtet løsning. Vi har en god kassebeholdning, men vi skal overholde vores budgetter, siger borgmesteren. Det er de strukturtilpasninger på skole og dagtilbud samt på ældre- og arbejdsmarkedsområdet, som sker i 2011, som giver anledning til de aktuelle overvejelser som sammenlægning af administrationen. - Det betyder også at der skal være færre kommunale adresser. De ejendomme, som vi ikke længere får brug for, skal sælges, tilføjer Arne Boelt. Andre aktiviteter rykker ind Hvad der skal ske med de tidligere rådhuse i Hirtshals, Vrå og Sindal som følge er ikke klarlagt, men måske kan blive tale om, at andre kommunale aktiviteter rykker ind. - Der kan for eksempel være tale om at flytte borgerservice og bibliotek sammen i Vrå på rådhuset, nævner borgmesteren. Personaleorganisationen blev i torsdag orienteret om det økonomiudvalget er i gang med. - Personalet er langt hen ad vejen med det her. Jeg har ikke hørt en eneste sige, at det ikke er en god ide at samle administrationen.