Hospitaler

Klar til at udskyde lokalplan

Sygehuset i Farsø skal have plads til at udvide, mener politikere

FARSØ:- Hvis det viser sig, at sygehusene i Himmerland skal samles til ét fælles sygehus, så vil Farsø være den bedste placering. Og så skal det ikke strande på pladsmangel. Det fastslår borgmester H. O. A. Kjeldsen (V), der bakker helt op om de udmeldinger, som Kirsten Moesgaard, formand for Støtteforeningen for Sygehus Himmerland i Farsø, kom frem med i NORDJYSKE i søndags. Her siger hun blandt andet, at det kan blive nødvendigt at indskrænke et planlagt boligbyggeri på det grønne område vest for sygehuset for at sikre, at hele Sygehus Himmerland kan samles i Farsø, hvis det skulle blive aktuelt. Et forslag til lokalplan for det nye boligområde er ude i offenlig høring sommeren over. I august eller september skal politikerne tage stilling til sagen igen. - Om nødvendigt vil jeg ikke tøve med at foreslå, at planen udsættes, siger H. O. A. Kjeldsen. Han har for nyligt drøftet sagen med flere byrådskolleger fra både Venstre og andre partier, og ifølge borgmesteren er der bred opbakning til at tøve lidt med at godkende lokalplanen endeligt. I hvert fald indtil planerne for de nordjyske sygehuses fremtid er mere afklaret. - Jeg har hørt, at der er både politikere og læger, der siger, at det vil være bedst med ét stort, centralt sygehus. Og her ligger Farsø meget mere centralt i Himmerland end Hobro, fremhæver H. O. A. Kjeldsen. Han tilføjer: - Vi har et utrolig godt sygehus her i Farsø, og patienterne er ualmindeligt tilfredse. Det bør man lægge vægt på.

Forsiden