Klar til champagne på Gjøl

Gjøl 21. september 2007 06:00

GJØL: Champagnen er lagt på køl i klubhuset på Gjøl og klar til servering tirsdag aften, hvis Gjøls serie 4 hold får tre point i opgøret mod Nørhalne. En sejr vil nemlig sikre klubben oprykning til serie 3. Med en sejr på 4-1 over Hune er Gjøl nu 10 point foran Nørhalne, dog for en kamp mere. - Vinder vi over Nørhalne, kan Nørhalne ikke nå os med kun tre kampe tilbage, siger træner Søren Poulsen. Hvis det lykkes Gjøl at komme op, vil det være andet år i træk med oprykning til holdet. I kampen mod Hune var der en vis nervøsitet at spore hos Gjøl-spillerne i kampens start. - Et nederlag ville betyde stor spænding inden de sidste kampe, hvor vi udover Nørhalne også skal møde en anden oprykningskandidat Thorup/Klim, fortæller Søren Poulsen. Men han fjernede selv en del af nervøsiteten, da han scorede til 1-0. Hune fik imidlertid udlignet, men inden pausen havde Per Andersen bragt Gjøl i front med 2-1. I anden halvleg blev Gjøl ramt af to gule kort. Alligevel lykkedes det Palle Bejlegaard at øge til 3-1. Per Andersen scorede til 4-1. - En fortjent sejr efter en fysisk hård kamp med alt for mange frispark, siger Søren Poulsen, som også udtrykker stor utilfredshed med kampens dommer. Målmand Kasper Holme blev udnævnt som Gjøls bedste.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...