Klar til det store show

Der ligger mange forberedelser bag, når familien Kjølby udstiller i Hjørring

Katrine Kjølby, 13,  og Rikke Kjølby, 10, glæder sig til skuet. De hjælper med at gøre køerne klar til dagen, hvor de også skal i ringen og mønstre dem. Foto: Bent Bach

Katrine Kjølby, 13, og Rikke Kjølby, 10, glæder sig til skuet. De hjælper med at gøre køerne klar til dagen, hvor de også skal i ringen og mønstre dem. Foto: Bent Bach

ILBRO:- Der kan nok være en ko herinde, man er glad for og synes, at det er en dejlig ko, og hun er nem at malke. Men det er ikke sikkert, hun dur på dyrskuet. Det er nogle helt andre ting, der tæller, forklarer landmand Jørgen Kjølby. Han er i gang med at vaske en af de tre køer, han skal have med til dyrskue i år, og der bliver taget godt ved med højtryksrenser og brun sæbe. Malkes i rette tid Familien Kjølby har travlt her i dagene op til Hjørring Dyrskue, hvor det efterhånden er blevet en tradition for familien at udstille jerseykøer. Før dyrene står på pladsen, ligger der et stort arbejde bag. De rigtige køer skal vælges ud fra besætningen på 85 malkekøer. De skal vaskes, klippes og lære at blive trukket. - Det handler ikke om ydelser eller økonomi. Det er show. Det er ren skuespil, når vi er på dyrskue, og det er et spørgsmål om, at få dyrene til at se så godt ud som muligt, forklarer Jørgen Kølby. Koen skal vaskes mindst én gang til, før dagen oprinder. Dommerne vurderer blandt andet om hendes patter sidder rigtigt og passer til malkemaskinen. Yveret skal have den rette størrelse og vise, at hun kan yde meget mælk. Derfor er det vigtigt, at hun bliver malket i rette tid, før hun skal i ringen - Hende her skal sikkert malkes 23.30 torsdag aften for at få det til at passe til klokken 11.00 fredag formiddag, hvor hun skal udstilles. Mælken må ikke løbe fra hende, så vi skal lige have det til at passe, så der ikke bliver for meget spænd på yveret, forklarer han. Lidt hårgelé kan hjælpe med at få pelsen til at stritte og skjule hulninger i ryggen, og klovene kan sprøjtes med sort lak, så de skinner flot, forklarer hans ældste datter Katrine, 13. Begge Jørgen Kjølbys to døtre er vokset op med skuet, og de glæder sig lige så meget som deres far til begivenheden. De hjælper både med at gøre dyrene klar og mønstre dem. Efterhånden kender familien mange af de andre udstillere, og Jørgen Kjølby forsikrer, at det er en helt anden oplevelse at deltage end at være tilskuer. - Vi har udstillet siden 1998. Den første gang man udstiller går man ligesom og lurer de andre og får lidt fif rundt omkring, og så bliver man lært op i det, fortæller han. Efterhånden er familien blandt de garvede udstillere og de glæder sig til at bruge et par dage sammen med de andre jerseyfolk på Hjørring Dyrskue.