Aalborg

Klar til DM-kampe i bordhockey

BRØNDERSLEV:Fjerde afdeling af Nørresundby Bank Ligaen 2006 - den danske liga i bordhockey - afvikles i weekenden. Den lokale klub Fremad Eagles kan her tage et vigtigt skridt mod medaljerne både i den åbne klasse og for ungdom. I den åbne klasse fører den forsvarende danske mester Bjarne Axelsen med 75 point foran klubkammeraterne Mathias Langbak, Kenneth Nielsen og Peter Ørum, der har henholdsvis 54, 52 og 48 point. I ungdomsklassen er det Mathias Langbak, der i øjeblikket ligger til at blive dansk mester, og dermed afløse Lasse Penning, der jo blev dansk mester for ungdom i 2004 og 2005. - Vi beviste så sent som sidste weekend i Helsingør, at flere af vores spillere er blandt landets bedste, så der er hård konkurrence i Fremad Eagles hvilket gavner os alle i klubben og nordjysk bordhockey i almindelighed. Vi går efter guldet, siger Bjarne Axelsen fra Fremad Eagles. Udover spillerne fra Fremad Eagles er Carsten Nielsen fra Frederikshavn BK og Michael Toft Nielsen fra Evolution BHK Aalborg også blandt favoritterne til sejren i fjerde afdeling af DM.