Aalborg

Klar til en tørn på banen

VRÅ:Som mangeårig succesrig opdrætter er Niels Jørgen Jensen et af de trumfkort, som aktionsgruppen på Aalborg Væddeløbsbane spiller ud i bestræbelserne på at få valgt en ny bestyrelse på den ekstraordinære generalforsamling fredag 23. januar. - Det er ikke så vigtigt for mig at komme i bestyrelsen, men jeg stiller gerne op, hvis jeg kan være med til at skabe ro om banen. Desuden har jeg nogle ideer til børnevenlige aktiviteter og særlige sponsorater på løbsdage, siger Niels Jørgen Jensen. - En sag skal altid ses fra to sider, men i mine øjne var det en stor fejl, at banen i efteråret skilte sig af med en ung og dynamisk direktør for i stedet at ansætte en veteran med mere begrænsede visioner, tilføjer han med henvisning til henholdsvis Jesper Elbæk og Palle Bjørnstrup. Aalborg-banen afvikler i aften årets første løbsdag, der byder på otte travløb og et montéløb. På torsdag er banen vært for et foredrag med de velanskrevne svenske trænere Hans og Erik Adielsson, og selv om tilmeldingsfristen først udløber i dag, er det givet, at arrangementet bliver et tilløbsstykke med over 200 deltagere. Faktisk "risikerer" banen at måtte tænde den røde lygte i restauranten, hvor der er plads til 288 gæster.