Klar til et nyt Fyrkatspil

Alle, der har lyst til at give en hånd med i 2013, er velkomne til stormøde på biblioteket mandag aften

24. maj er der premiere på det 27. Fyrkat-spil i rækken - og igen i 2013 bliver der brug for mange frivillige. Arkivfoto
Hobro 1. september 2012 10:48

HOBRO: Hvis du er interesseret i at medvirke i Fyrkatspillet 2013, så vil det utvivlsomt være en god ide at møde op i Hobro Biblioteks store foredragssal mandag 3. september kl. 19.

Her lægges grundstenen til det 27. Fyrkat-spil, som får premiere 24. maj og spilles til og med 8. juni 2013.
- I Fyrkatspillet er vi altid på udkik efter folk, der er interesseret i at være med til at løse de mange forskellige opgaver, som der er i forbindelse med at sætte et Fyrkatspil op i Fyrkathuset ved vikingeborgen på Fyrkat. Vi har brug for mange hænder, bl. a. til dragt- og kostumegruppen, rekvisit- og pladsgruppen, taffelgruppen og til mange andre praktiske opgaver. Og selvfølgelig er der også brug for folk, der vil være skuespillere eller statister, forklarer formanden for Amatørteatret Fyrkatspillet, Jytte Frederiksen.
Hun lover på forhånd, at Fyrkatspil nr. 27 i rækken bliver ”et anderledes spil”.
Eksempelvis vil publikum i 2013 kunne opleve et vikingeskib, der kommer sejlende på Fyrkat Engsø, bebuder Jytte Frederiksen.
Det færdige manuskript til spillet forventes at ligge klar i begyndelsen af februar 2013 i forbindelse med den første læseprøve.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...