Klar til europa- mesterskaber
13-årige Magnus Johannesen fra BBC er en del af EM-truppen

Magnus Johannesen (til venstre) har tidligere vundet DM. Foto: Kurt Bering Kurt Bering
BRØNDERSLEV:Magnus Johannesen fra Brønderslev Badminton Club er netop blevet udtaget til at spille europamesterskaber i U15 i Kazan i Rusland 19-21. februar. Der er udtaget fire piger og fire drenge fra Danmark, hvoraf Magnus Johannesen er den eneste førsteårs og dermed yngste mand i truppen.
U15 EM-arrangementet indeholder en individuel turnering. Samtidig med U15 EM afholdes også seniorernes EM for hold, som spiller i samme arena som U15 spillerne afholder deres turnering.
Hver nation må stille med to herresingler og to damesingler, én herredouble og én damedouble samt to mixeddoubler. EM truppen skal af sted fra 17. til 22. februar, og Magnus Johannsen skal spille herresingle.
Magnus Johannesen er 13 år og træner badminton hver dag i henholdsvis Brønderslev Badminton Club, på Talentcenter Nordjylland i Aalborg samt på elite-træninger med samarbejdsklubber.
De seneste fire år har han spillet på elitehold. Han har i et år også trænet i Team Danmark regi i Triton Aalborg.
Her er det Thomas Nielsen, der er træner, mens trænerne i Brønderslev er Mette van Dalm, Martin Kjøbsted og Thomas Røjkjær.
Magnus Johannesen blev i maj dansk mester i herresingle i U13 i Vejen - og har det seneste år blandt andet vundet en international turnering i England i single og double samt flere indenlandske U13 eliteturneringer.
Siden den nye sæson som U15 gik i gang efter sommerferien i år, hvor han er 1. års, da man spiller 2 årgange sammen i U15, har han bl.a. været udtaget til en international turnering i Tyskland samt været i finalen til Denmark Junior Open. Magnus er også i U15 Elitegruppen under Badminton Danmark. Gruppen defineres af Badminton Danmark som, citat ”Spillere i U15, som vurderes til at have et overgennemsnitlig potentiale til at begå sig på det internationale niveau”.
Magnus Johannesen har haft en ketsjer i hånden nærmest fra han kunne gå - og startede som seks-årig på ungdomstræning i Brønderslev Badminton Club. Magnus Johannesen har tidligere spillet meget fodbold og golf, men har de seneste to år koncentreret sig primært om sin badminton. Det der definerer Magnus som spiller er, at han er teknisk dygtig, er hurtig med et godt benarbejde, har gode taktiske evner – og ikke mindst er han venstrehåndet som sit store idol, Lin Dan. Han har desuden en kæmpe glæde ved badmintonspillet og er altid yderst motiveret for at træne.
Mange træningstimer, megen transport til og fra træning, turneringer, lejre bærer frugt - og Magnus Johannesen er utroligt stolt af og glad for at få lov til at repræsentere Badminton Danmark i Rusland til februar.
Jeg træner hver dag, fortæller Magnus Johannesen, der tidligere har spillet fodbold og golf, men nu har valgt at koncentrere sig om badmintonsporten.
Magnus Johannesen lægger ikke skjul på, at han stiler højt:
Han vil gerne med til OL, siger han. Og jeg håber en dag at kunne leve af badmintonspillet.
Magnus Johannesen er tredje familiemedlem, der har vundet danmarksmesterskabet. Tidligere er det Mette van Dalm (tidligere Sørensen) og Trine Johannesen (tidligere Sørensen), der har fået deres navne på vandrepokalen, der har været i spil siden 1978.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.