Klar til Europas største club-show

Night of the Proms spiller normalt for over 10.000 tilskuere pr. koncert. Opdateret med tv

Teater 1. april 2011 18:49

De markedsfører det som "Europas største show", men alt er relativt. Og når Kim Wilde, Simple Minds og andre internationale stjernenavne i aften går på scenen foran 4.000 tilhørere i Arena Nord, er det faktisk det mindste spillested, Night of the Proms (NOTP) har gæstet. Se tv fra forberedelserne her - Et club-gig, siger Niels Estrup, dansk promotor på det omrejsende musikalske show, som i Holland, Belgien og Tyskland typisk spiller for mindst 10.000 tilskuere pr. aften. 11 tons "lys" i loftet I Arena Nord er der plads til 4.000, og de fysiske rammer har været en udfordring for NOTP-mandskabet, der siden onsdag har knoklet med at opbygge scene, lyd og lys til aftenens koncert. - Nogle steder har vi 40-50 tons grej hængt op i loftet. Her har vi "kun" 11 ton, siger Niels Estrup. Scenen måler 17x18 meter og er bygget op i flere etager, og rækværket på de øverste tilskuerpladser er blevet fjernet for at få plads nok. Lyden skal være perfekt NOTP blander de musikalske genrer, og showet er kendt for virkelig at kæle for lyd og lys. - Lyden skal være perfekt, så publikum kan høre hvert enkelt instrument, uanset om det er rock'n'roll eller klassisk, siger Niels Estrup, der har rejst med NOTP i mange år. Lyset styres blandt andet fra fem kurve, der hænger under loftet. I hver kurv sidder en mand og styrer spotten, der følger stjernerne. En kæmpe oplevelse Den tidligere tv-speaker og tv-vært Annette Juhler Kjær er konferencier og skal kæde de musikalske indslag sammen . - Det er første gang, vi har en dansk konferencier, og det handler selvfølgelig om at Annette har tæt kontakt med dirigenten og orkesteret, så showet får det rette flow, siger Niels Estrup, der lover publikum en stor oplevelse. I alt har omkring 200 mennesker siden onsdag morgen knoklet for at få alt klart til aftenens show. Showet starter klokken 20.30 og kører i to set afbrudt af en halv times pause. Fredag havde 3800 sikret sig billet, heraf 800 med spisning før showet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...