Klar til festuge i Snedsted
På lørdag starter festugen i Snedsted, som har højdepunkt torsdag 8. august med præsentationen af projektet ”Snedsted - en by i blomstring”

Galleri - Tryk og se alle billederne.
SNEDSTED:Allerede lørdag 3. august starter festugen i Snedsted så småt, og den fortsætter til og med søndag 11. august.
Kulminationen finder dog sted torsdag eftermiddag 8. august, hvor udvalget bag festugen og kunstneren Sofie Eriksen afslører hele projektet ”Snedsted - en by i blomstring” med bl.a. kunst i byen og ny byporte.
Fra grøn by til blomstring
Projektet er en direkte fortsættelse af projektet ”Snedsted - grøn by”, som tog fart for 25 år siden, og som Sofie Eriksens far, kunstneren Freddy Eriksen, var dybt involveret i.
Udvalget bag festlighederne og til koordinering af projektet består af Lene Borggaard, Laila Kjær, Morten Krabbe, Lotte Bak Nielsen og Søren Stenstrup, og ud af dem har Thisted Dagblad i fredagsavisen sat Morten Krabbe og Lotte Bak Nielsen stævne for en samtale om Snedsted i fortid og nutid.
Morten Krabbe, der er fra Villerslev, flyttede til Snedsted for tre år siden, mens Lotte Bak Nielsen, der er fra Vestervig, flyttede til Snedsted for fem år siden.
De fortæller, at ingen af de fem i udvalget var i byen for 25 år siden, men de har holdt møde med Laurids Mortensen, som dengang var en af initiativtagerne:
- Selv om det var Brugsens lukning, der fik os til at tænke, er der ikke i dag så meget fokus på butiksdød, som der var dengang, siger Morten Krabbe.
Han medgiver til gengæld, at der både dengang og nu var og er mange huse i byen, som kunne trænge til et løft. Hvis altså ikke lige frem de skulle bortsaneres:
- Men det er svært at få nedrivningspuljen ind i billedet, så husene er beboet, siger Lotte Bak Nielsen.
Tilbage i 1980’erne blev Snedsted med ”- grøn by”-projektet kendt over hele landet for noget positivt, ikke mindst borgerens dybe engagement i deres bys fremtid:
- Den del vil vi gerne gentage, siger Morten Krabbe, som understreger, at Snedsted ikke er en by under afvikling, selv om de gamle stationsbyer har det svært i disse år.
Men de to repræsentanter vil gerne have flere unge til at flytte til Snedsted:
- Ellers kan vi ikke holde byen i live og skabe fremgang, siger Lotte Bak Nielsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.