Klar til forårsmessen

Venter omkring 25.000 gæster til den 42. udgave

Også i år tilbereder gæstekokke lækkerier. Arkivfoto: Grete Dahl

Også i år tilbereder gæstekokke lækkerier. Arkivfoto: Grete Dahl

Omkring 25.000. Så mange gæster regner Aalborg Kongres og Kultur Center med, at der vil dukke op til årets største messe - nemlig forårsmessen, der i den kommende weekend afvikles for 42. gang. Gæsterne kan møde 200 udstillere, hvoraf tæt på halvdelen er med på messen for første gang. - Vi har i år 200 udstillere, hvilket vi er meget tilfredse med. Samtidig er det også spændende at konstatere, at vi i år har rigtig mange nye udstillere, hvilket borger for, at gæsterne på messen kan møde mange nye og spændende produkter og aktiviteter, fortæller direktør Ernst Trillingsgaard, Aalborg Kongres & Kultur Center. Samtidig har Forbrugermessen forår 2010 igennem det seneste år for alvor udviklet sig til at være en totaloplevelse. De tre martsdage er således spækket med indslag i det store rådgivningscenter i Aalborghallen. Der bliver blandt andet fortalt om, hvordan der kan spares energi i boligen. Det sker ved byggerådgiver Poul Erik Marcussen, Marcussen A/S, Aalborg, der også fortæller om, hvorfor der for ofte opstår problemer mellem håndværker og bygherre – klare aftaler skal der til, er hans pointe. Indretningskonsulent Anita Wodstrup Madsen fortæller om, hvordan der skabes forårsstemning i boligen og om hjemmets belysning. Af indslag, der næppe nogensinde er blevet præsenteret på en forbrugermesse, hører, at Schweisshundefører Jan Nedza fra Aalborg vil fortælle om, hvad bilisten, der påkører et stykke vildt, skal gøre. Endvidere kan nye jægere på messen tage den indledende teoretiske prøve, der hører til det at erhverve jagttegn. Næstformanden i Vadum Jagtforening, Preben Egebo, fortæller i Rådgivningscentret om, hvordan man kan erhverve jagttegn. I alt gennemføres der på 1. sal otte spændende rejseforedrag. Det er folkene bag Nordjyske Mediers Rejseland, der har engageret en række fortællere. Rejseemnerne spænder fra Grønland til Australien. Gæstekokke i nyt køkken En lang række gæstekokke vil tilberede og fortælle om den gode mad. Det sker i et helt nyt køkken, der etableres i afdelingen Mad & Gæster. Kokkene kommer fra Halkær Krokøkken og Restaurant Frank’s i Frederikshavn. Dertil stiller Tonny Kristensen op og fortæller og tilbereder mad under temaet ”Havets Spisekammer” og endelig er TV-kokken Morten Becker Jørgensen i køkkenet flere gange søndag. Elever og undervisere fra Food College Aalborg bakker hver dag op og går ind i mellem i køkkenet. De gastronomiske indslag får følgeskab af en nordjysk vindyrker søndag 28. marts. Det er vinavleren Mogens Damsgaard, der fortæller under titlen ”Vinavl – en sjov hobby, der kan blive alvor”. Borgmester Henning G. Jensen, åbner forårsmessen i Aalborg. Det sker fredag 26. marts kl. 10.00 på Store Scene. Kl. 12.00 på åbningsdagen uddeler direktør Ernst Trillingsgaard, AKKC, for 24. gang Forårsprisen. Den uddeles til en person, som gennem sin indsats har medvirket til at gøre Nordjylland kendt ude i landet – og som gennem sit virke har skabt glæde og sammenhold i regionen. Også i år bydes der på en stor censureret kunstudstilling i afdelingen Kunst på Første. Den åbnes officielt af kunstneren Anita Houvenaeghel. Det sker fredag 26. marts kl. 14.00 i Musiksalen, hvor der forventes mellem 60 og 100 værker på væggene.