Klar til golfsamarbejde

DanParcs Rønbjerg og golffolk i Løgstør vil samarbejde

Golf 25. juni 2003 08:00

LØGSTØR/RØNBJERG: - Vi er klar til golfsamarbejde. Sådan lyder det fra såvel feriecentret DanParcs Rønbjerg samt folkene, der har planer om at etablere en ny golfbane i Løgstør. Udmedlingen kommer efter et møde mellem de to parter som Løgstør Kommunes Erhvervsråd havde indkaldt til. Mødet var indkaldt efter at det nu ligger fast, at DanParcs Rønbjerg selv vil etablere en ni-hullers bane ved centret, mens golfentusiasterne i Løgstør er klar til at etablere en 18-hullers golfbane på Raunstrupgårdens jorde syd for Løgstør. Løgstør Kommune har netop besluttet at købe de knap 100 hektar jord, der hører til Raunstrupgården. Lars Erik Bengtsson, Løgstør, der sidder i forretningsudvalget i golfgruppe, som har arbejdet for en løsning omkring en 18-hullers bane i Løgstør er glad for erhvervsrådets initiativ. - Det er helt givet, at der kan etableres et samarbejde som begge parter kan have fordel af. Den golfklub, der skal etableres i forbindelse med banen i Løgstør, vil kunne sende uøvede spillere til den ni-hullers golfbanen i Rønbjerg, mens DanParcs Rønbjerg kan sende øvede spillere til den store bane i Løgstør, påpeger Lars Erik Bengtsson, der også tror på et samarbejde omkring maskinpark, greenkeepere og trænere. Også direktøren for DanParcs Rønbjerg, John Staal er åben overfor et samarbejde. - Det er klart, at vi vil kunne bruge en bane i Løgstør i vores markedsføringsarbejde, siger John Staal, der oplyser, at DanParcs netop har fået tilladelsen til at opføre den 9-hullers golfbane i Rønbjerg. Den kommer til at ligge på et 35 hektar stor areal syd for centerbygningen og med udsigt over Limfjorden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...