Klar til halv Roskilde Festival

- Det er faktisk en ret unik situation for Aalborg at være i stand til at samle op til 44.000 tilskuere til en stribe koncerter i løbet af tre måneder, siger Jørgen Nissen, daglig leder af spillestedet Skråen, om Skovrock i Skovdalen, som i år består af ikke færre end otte koncerter, der hvad angår publikum ender med at komme til at trække, hvad der svarer til en halv Roskilde Festival.

Big Fat Snake er blandt de navne, der spiller i Skovdalen.

Big Fat Snake er blandt de navne, der spiller i Skovdalen.

Hos arrangøren af Skovrock luner man sig i hvert fald ved den kendsgerning, at der indtil videre er solgt mindst 38.000 ud af 44.000 billetter. Og at de første tre omgange Skovrock for længst er udsolgt. Det drejer sig om Big Fat Snake (med Grand Avenue og lokale Renhite som support) i morgen aften, fredag 19. maj, Kim Larsen & Kjukken (med H.P. Lange & Troels Jensen som support) fredag 9. juni samt John Fogerty (med lokale The First Miles som support) onsdag 5. juli. Og sidst i juli får folkene bag Skovrock så særligt travlt - for da der der dømt musik og underholdning tre dage i træk: en dobbeltkoncert med Beth Hart Band og Michael Falch & Boat Man Love torsdag 27. juli, Runrig (med Backseat og lokale Messell som support) fredag 28. juli og endelig TV 2 lørdag 29. juli. Og traditionen tro - for 13, år i træk - runder Skovrock af med den årlige ”fætter- og kusinefest”, en begivenhed af den type, der for alvor har vist sig at kunne lokke foreningsmedlemmer og firmaansatte af huse, nemlig to raske dage med Lars Lilholt Band fredag 11, august og lørdag 12. august. Til de to aftener er cirka 1000 ud af sammenlagt 11.000 billetter tilbage. - Mange tror fejlagtigt, at det er de samme navne, vi har med på Skovrock hvert år. Men dels er årets program det hidtil bedste og mest alsidige og økonomisk set også det tungeste i kraft af blandt andre Beth Hart. Dels har vi årenes løb, siden traditionen med Skovrock opstod i 1993, haft blandt andre Sort Sol, Sandmen, D:A:D og Kashmir i Skovdalen, fortæller Jørgen Nissen, der ikke lægger skjul på, at stadig flere indretter deres sommer efter Skovrock med at købe billetter til flere af de otte koncerter på én gang. -have