Klar til hele den tunesiske musik

14.000 tunesiske står klar til at blæse de danske håndboldherrer af banen

TUNIS:De danske landsholdspillere er klar til hele den tunesiske musik, når værtsnationen byder op til dans ved håndbold-VM. Tunesien viste i 26-26 kampen mod Frankrig, at de med 14.000 tilskuere i ryggen er farlige for ethvert hold. Fanatisk fight tilsat brutalitet og massiv støtte fra tilskuerne kan give susen for de danske ører i 7. November-hallen i aften. - Vi har et fysisk overtag og skal forberede os godt mentalt. Så er det op til dommerne, vurderer den danske topscorer Søren Stryger, der som oversidder i Canada-kampen havde tid til at studere tuneserne i kampen mod Frankrig. Den danske verdensklassestregspiller Michael Knudsen får en hovedrolle med dueller i begge ender af banen over for hjemmeholdets stjernespiller Wissem Hmam. Den 1.98 meter høje tunesiske machomand spiller venstre back i angrebet og midtermand i et aggressivt 5-1 forsvar. Et forsvar, der skulle give Viborg-stregen visse muligheder. - Det er en af mine forcer at stå en-mod-en som streg. Så må vi bare håbe, jeg får bolden derind, siger Michael Knudsen, der til tider har virket lidt ukoncentreret i afslutningerne mod badeholdene Angola og Canada. De to hold står i dag til de sædvanlig stryg mod Grækenland og Frankrig, som nok mere vil have opmærksomheden rettet mod Tunesien-Danmark. Det er Frankrig, der er under pres efter skuffelserne mod Grækenland og Tunesien, men selv Danmark kan ikke vide sig sikker på kvalifikation til mellemrunden. Nederlag til Tunesien i dag og Frankrig i morgen kan betyde plads på det første fly hjem. Det afgøres i første omgang af Knudsen, Hmam og dommerne.