Klar til jule-opvarmning

NY FREDERIKSHAVN: Også i denne weekend skrues der for alvor op for årstidens søde juleforberedelser med masser af liv og glade dage - og gode tilbud - i handelsbyerne i Ny Frederikshavn Kommune. I Sæby inviterer handelsstandsforeningen blandt andet indenfor i Julemandens Hus på torvet alle hverdage fra klokken 16-17.30. En nisse fra Sæbygarden ellers Musikkorps Sæbys nisseorkester spiller foran huset alle dage klokken 16. Lørdag marcherer nisseorkestret rundt i byen om formiddagen og slutter af med en koncert på torvet fra klokken 11.15 og en time frem. Søndag holder en lang række forretningen åbent fra klokken 11-16. Lørdag klokken 14 er der på Sæby Søbad Feriecenter auktion med masser af idéer til julegaver med et stort udvalg af tæpper. Der er eftersyn fra klokken 13. I Skagen har julen englelyd søndag 3. december fra klokken 11-15 begyndende med julemærkemarch fra Gl. Landevej med start mellem klokken 9-11. Nissekomsammen Foruden en lang række aktiviteter i byen er der klokken 14-30 nissekomsammen ved Den Tilsandede Kirke med mødested ved p-pladsen, hvorfra jagten går ind på skovnisserne. Klokken 16 synger Skagen Klitkor julesalmer på Skagen By- og Egnsmuseum, og der er koncert med pigekoret i Skagen Kirke klokken 16. I Frederikshavn er der lørdag fra klokken 11-16 Jul i den Hemmelige Skov, som vi godt kan afsløre er Fylleledet. Her sker en masse spændende hele dagen. Søndag er der fra klokken 11-16 søndagsåbent i Frederikshavns butikker og med masser af musik og anden underholdning i gågaden. Klokken 15 opføres i Frederikshavn Kirke Bachs Juleoratorium med billetsalg på turistbureauet. NORDJYSKE omtaler gerne aktiviteter, så send os et praj - i god tid.