Lokalpolitik

Klar til kamp KRITIK: Benspænd at staten ikke vil gøre VVM-redegørelse for vestlig fjordforbindelse færdig, mener kommuneformand

NORDJYLLAND:Nordjyske kommuner, regionen og erhvervssammenslutninger vil i den kommende tid drage til Christiansborg og argumentere for, at regeringens infrastrukturudspil ikke er godt nok, set gennem nordjyske briller. Det sker, selv om regeringen faktisk har lyttet til dé ikke så få nordjyske røster, der har talt for intelligente transportsystemer (ITS). Tilmed lægges der op til, at et af to store forsøg med at udnytte teknologien til at styre trafikken placeres i Nordjylland. - Vi er ikke glade for den løsning. ITS kan hjælpe lidt i nogle år, men det er ingen langtidsvirkende løsning, siger formanden for de nordjyske kommuner, borgmester Egon Pleidrup (S) fra Mors. - Den langtidsholdbare løsning er en ny forbindelse. Og i det mindste burde man sørge for, at VVM-redegørelsen laves færdig. At man ikke gør det, er nærmest benspænd fra staten, siger han. Vigtigt for vest I en fælles erklæring fra kommunernes kontaktråd og regionen efterlyses penge til en udbygning af rute 26/34 fra Hanstholm over Skive til Herning. - Det betyder meget for erhvervsudviklingen i den vestligste del af regionen, siger Egon Pleidrup. Endelig hilser han og regionsrådsformand Ulla Astman det velkommen, at jernbanen i Himmerland opgraderes. Men de efterlyser, at bustrafikken samtidig får en hjælpende hånd. Ellers risikerer man, at samfundet ikke får det fulde udbytte af investeringerne i jernbanenettet, mener de. Ulla Astman undrer sig over, at regeringen har "pakket alle slogans om et Danmark i balance væk". - Regeringen vil bruge pengene, hvor der i dag er damp på kedlerne erhvervsmæssigt. Vi skal kæmpe hårdere for at skabe nordjysk vækst og udvikling – det vil vi gøre, og vi vil også kæmpe for de trafikinvesteringer, der skal gøre os i stand til at holde trit med resten af landet, siger hun. Hun vil også invitere transportminister Lars Barfoed (K) på besøg i Nordjylland. - Hans forgænger, Carina Christensen, var her tidligere i år, og vi oplevede hende som meget lydhør. Vi vil gerne give Lars Barfoed samme mulighed for at se forholdene, før han træffer nogen beslutning, siger Ulla Astman. Presserende behov Torben Pedersen, konsulent hos Dansk Industri i Nordjylland, finder det beklageligt, at en udvidelse af hovedvejsstrækningen mellem Hanstholm og Herning overhovedet ikke er omtalt, og at der ikke er sat årstal på, hvornår en tredje Limfjordsforbindelse skal være færdig. - Det er da glædeligt, at regeringen erkender, at der er stigende trængselsproblemer i og omkring Limfjordstunnelen. Men så synes jeg jo også, at der bør gøres noget ved det. Det varer jo cirka 10 år fra beslutningen er taget til yderligere en forbindelse er færdig. Hvis ikke vi kan få sat et årstal på nu, må det ske i 2009. Behovet er presserende, fastslår han.