Klar til kamp

Når en af Danmarks yngste gruppeførere, 23-årige Thorbjørn Christensen fra Aalestrup, lander i Afghanistan i morgen, er det alvor. Det har han længe set frem til

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

» Jeg gør det jo for andre. For folk i Afghanistan og for folk herhjemme. Jeg tror på, at vores indsats i sidste instans er med til at stoppe terroren herhjemme. Og jeg tror egentlig, at min mor er megastolt af mig.

Når flyrampen i morgen går ned, er det alvor. Det er med livet som indsats, at han sætter foden på jorden i Helmand i Afghanistan, det er han fuldt ud bevidst om, men han glæder sig "som ind i helvede" til at vise, hvad han og hans kompagni, som han mener hører til Danmarks bedste, dur til. Og til at være med til at kæmpe for den dag, da afghanske kvinder ikke længere skal stenes eller have legemsdele hakket af. 23-årige Thorbjørn Christensen, født og opvokset i Aalestrup, er som en af landets yngste gruppeførere klar til at indtage Helmand med sit kompagni og de nye IKK'ere, infanterikampkøretøjer, som det bliver fedt at afprøve. Vel er der eventyrlyst. Men der er også stor eftertænksomhed at spore hos den unge, men allerede garvede fyr, der voksede op med en far og tre storebrødre inden for militæret. - Som lille løb jeg rundt i militærtøj og legede. Der var derfor ingen tvivl, da Thorbjørn var færdig med handelsskolen i Viborg. Selv om han trak frinummer, ville han ind at aftjene værnepligt. I Aalborg, på Hvorup Kaserne, blev han bekræftet i, at militæret ligger lige til højrebenet for ham. Han havde formen til det, kunne lide kammeratskabet og hver dag at lære nyt. - Jeg blev klar over, at jeg gerne ville ned til kamptropperne og være blandt dem, der skulle ud at slås. Thorbjørn Christensen søgte til Holstebro og fik plads i Jydske Dragonregiment med henblik på at blive sendt til Irak eller Kosovo. Det blev Kosovo, han kom til. Han var af sted med hold 17 og fik en god oplevelse, foruden at han fik sig selv prøvet af. - Det sværeste var at være væk hjemmefra så længe. Være væk fra kæresten i så lang tid. Tilbage i Danmark gik han fra kæresten og søgte ind på sergentskolen. - Jeg ville selv være gruppefører, forklarer han. Han kom ind på sergentskolen for erfarne folk i Sønderborg med fuld opbakning fra familien. Efter Sønderborg havde han et hold værnepligtige og var selv på kampskole i Oksbøl. Men Thorbjørn Christensen ville videre. - Jeg ville ud at prøve det rigtige, så derfor søgte jeg over til Hærens 2. Livgarde, en stående styrke med en samling erfarne soldater. I august i fjor fik han chancen, og han greb den. - Jeg har fået lov at håndplukke folk og vil sige, at jeg i dag har nogle af de bedste soldater i Danmark. Glæden og stoltheden er ikke til at tage fejl af. Det er de folk, erfarne folk, som han understreger, at han er på vej til Helmand med. Sammen med godt materiel. Så han føler sig godt rustet. "Min sidste vilje" Men selvfølgelig gør den seneste tids mange faldne soldater indtryk. - Det får mig ikke til ikke at tage af sted, men jeg tænker på de faldne og på deres pårørende. Og da han udfærdigede "Min sidste vilje" sammen med sin bedste veninde hos sin mor, hvilket var noget af det sværeste, han har været med til at lave, udbrød han pludselig til sin mor: "Fuck, hvor er det egoistisk, det jeg har gang i. Det er jo jer, det kommer til at gå ud over!" Heldigvis var hans mors svar, at det er alt andet end egoistisk. - Jeg gør det jo for andre. For folk i Afghanistan og for folk herhjemme. Jeg tror på, at vores indsats i sidste instans er med til at stoppe terroren herhjemme. - Og jeg tror egentlig, at min mor er megastolt af mig. Det sidste efterfølges af et stort smil. Anderledes alvorlig ser han ud, da han fortæller om sin fars reaktion. - Jeg sad og så en udsendelse om faldne soldater med min far, da han pludselig sagde: Bliv hjemme! - Det er forståeligt. Det er noget helt andet at være soldat i dag, end da han var soldat i 70'erne. Var det svært at skrive sin sidste vilje, var det et og andet sted også befriende. - Jeg ved med 110 procents sikkerhed, at falder jeg, vil livgarden gøre alt for min familie. Thorbjørn fortæller med stor respekt for forsvarsminister Søren Gade, at der er sørget for, at der bliver taget hånd om alt og udbetalt stor erstatning til familien i tilfælde af, at det værste skulle ske. - Det har gjort mig mere tryg, at min familie ikke skal tænke på noget, hvis det skulle ske, men det tror jeg ikke, at det gør. Den slags sker kun for andre. Det tror man. Det skal man tro. - Men jeg ved, tilføjer Thorbjørn, at mange familier er bekymrede. Og han ved, at de fleste soldater, han skal af sted med, er blevet gift inden for den senere tid. Han kender flere par, hvor manden forsøger at gøre konen gravid, inden han skal af sted. Afprøve grænser Selv har Thorbjørn også mange ting, han skal nå. Som at rejse jorden rundt, og han vil gerne se en søn eller datter vokse op. Men først skal han til Afghanistan, hvor "talibanere helt sindssygt stener kvinder i 2010". - Det er ikke det, vi tænker over hver eneste dag, men det er det, vi er af sted for at bekæmpe. Men derudover tænker man på at få en fed udfordring. At få prøvet grænser af. - Alle mennesker går rundt med et og andet, de gerne vil prøve af. Jeg tror på, at man skal gøre det. Bare én gang i livet. Og at komme til Afghanistan er det, jeg vil prøve. Jeg vil ikke sidde som 45-årig og vide, at jeg ikke gjorde det. Den tankegang er kendetegnende for mange soldater, tror Thorbjørn. Følg Thorbjørn Christensen i Afghanistan NORDJYSKE Stiftstidende har en aftale med Thorbjørn om løbende at tale med ham under den syv måneder lange udstationering i Afghanistan om dagliglivet, om overvejelser og tanker. Vi taler også med hans mor, Rita Christensen i Fjerritslev, om at have en søn i Afghanistan.

Forsiden