Klar til kamp

Liga vigtigst, men Champions League skal stadig nydes i fulde drag, siger Andreas Johansson

VILLARREAL:Lyskeproblemer tvang den svenske midtbanespiller Andreas Johansson til at stå over weekendens fadæse mod FC Nordsjælland i SAS-ligaen, men han er klar til at spille mod Villarreal i Champions League i aften. - Jeg har trænet de seneste par dage, og det er gået helt fint, så der skulle ikke blive problemer i forhold til at spille, siger Andreas Johansson. Svenskeren indrømmer, at det føles noget underligt at skulle spille en sådan europæisk topkamp her midt i alle elendighederne i den hjemlige liga. - Det ville unægtelig være noget lettere at gå ind til kampen mod Villarreal, hvis vi spillede blændende fodbold og var med i toppen i SAS-ligaen, men sådan er virkeligheden nu engang ikke, og det skal ikke forhindre os i at jagte en overraskelse her i Champions League, siger Andreas Johansson. Belønning for mesterskab Han pointerer, at kampen mod Villarreal er en del af belønningen for at have vundet mesterskabet i sidste sæson. - Det er fantastiske kampe at spille, og den glæde skal ikke tages væk, bare fordi det går dårligt i ligaen lige nu. Men i det lange løb er det selvfølgelig SAS-ligaen, der er det vigtigste. Det er vi fuldt ud klar over, siger Andreas Johansson. Han erkender, at AaB skal op og ramme samme niveau som i 0-0 kampen mod Celtic for at komme i nærheden af en overraskelse på El Madrigal i aften. Tænk på Celtic - Kampen i Glasgow er helt klart vores referencepunkt, og vi føler os mentalt klar til at lave en gentagelse. Der er ingen, der regner med os, så det er et dejlig break at få, siger Johansson.