Brønderslev

Klar til kvalifikationsstævne

BRØNDERSLEV:Brønderslev Motocrossklub er i morgen vært for et stort DM-kvalifikationsstævne på banen ved Tømmerbyvej. 60-70 ryttere fra hele landet deltager, og Brønderslev-klubben stiller selv med seks deltagere. Heraf har Kenneth Andersen i klasse 2 samt Emil Roth i klasse 4 sikret sig en plads til danmarksmesterskabet. - Vi forventer, at flere af de resterende kørere også kommer med - hvis de nu bare kan undgå maskinskader. Men det er sidste chance for at kvalificere sig i morgen, siger Pia Andersen fra Brønderslev Motocrossklub. Brønderslev-rytterne kan i morgen nyde fordel af hjemmebanen, og der er derfor høje forventninger til deres præstationer. Crossklubbens medlemmer og andre frivillige har gjort klar til sæsonen med en arbejdsdag, hvor der blev gjort klar til kvalifikationsstævnet. - Der blev gjort et stort arbejde, hvor både kørere og hjælpere fik lavet rigtig meget, fortæller Pia Andersen. Også påstævnedagen er mange frivillige ligeledes i sving for at servicere de mange gæster.