Klar til leg med bold og frisbee

Vejret var med Henrik og Heidi Taagaard, da de søndag åbnede en helt ny fritidsaktivitet ved foden af Børglum bakke - nemlig Vendsyssel Fodbold- og Frisbeegolf (VFF).

Fodbold- og frisbeegolf er en familieaktivitet, hvor alle kan være med, uanset alder. Søndag åbnede en ny bane få hundrede meter fra Børglum Kloster.?Foto: Hans Ravn
Fodbold- og frisbeegolf er en familieaktivitet, hvor alle kan være med, uanset alder. Søndag åbnede en ny bane få hundrede meter fra Børglum Kloster.?Foto: Hans Ravn

Hele dagen skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og adskillige hundrede dukkede op for at hilse på, ønske tillykke - og selvfølgelig prøve de ni baner, som VFF består af. - Vi fik ideen for et års tid siden, da vi prøvede frisbeegolf andre steder i landet. Vores umiddelbare tanke var, at det også måtte kunne lade sig gøre i Vendsyssel, siger Henrik Taagaard, som til daglig er politibetjent i Hjørring, mens Heidi Taagaard er lærer på Skolegades Skole i Brønderslev. VFF består af ni baner, som skal gennemspilles næsten som almindelig golf - blot skal man i stedet enten bruge fodbold eller frisbee. - Vores idé er, at vi vil skabe et samlingssted, hvor man kan hygge sig i en time eller to timer uden at det koster noget særligt - og hvor alle kan være med til legen, uanset alder, siger Henrik Taagaard. Foreløbig er der mest græs på den tidligere mark, som nu rummer de ni baner, men det skal der laves om på. - Vi har foreløbig plantet 750 træer og buske, så om et par år vil VFF se helt anderledes ud, siger Henrik Taagaard, som regner med, at der de kommende år skal justeres og rettes til hist og pist i takt med at kunderne kommer med ideer. Hvis man vil læse mere om VFF, kan det gøres på hjemmesiden www.vffg.dk - høj

Forsiden